Hans Henriksen (1861–1944)

Det var i Jordens sidste Vaar,

Du blev mit Hjærte kær;

i Angest kom vor Sabbatstid,

og nu er Enden nær.

Den Hæg, hvis hvide Kvist Du bær,

skal aldrig langs vor Sti

strø ud sin rige Blomsterpragt

før alting er forbi.

Den sidste Lærke, som forstod

vor Lykkes Morgenrøst,

har lukket Næbbet før den fik

en Frostplet i sit Bryst.

og Leddet til den grønne Vang,

hvor Aftnens Stilhed gror,

er stængt med Evighedens Laas

for Kærlighedens Spor.

Vor Kærlighed var andres lig

i Hjærters lange Rad,

var dunkel Jord og Paradis,

var sorgfuld og var glad.

Alverdens Værk er skrøbeligt,

og Kærligheds især;

men tænk: fra Synd og Angers Graad

vor frelst vi med os bær.

Knap har jeg set Dig varm og rød

ført hen af Dansens Magt,

og knap har jeg endnu min Arm

omkring din Skulder lagt.

I Dug og Renhed uden Plet

og med et skyldfrit Bryst,

saa skal Du for Guds Aasyn staa,

Du Kornblomst i hans Høst.

Om jeg i Ørk og Øde skal

gaa som en hjemløs Aand,

Dig kan jeg overgive trygt

i Herrens Naades Haand.