Der gror i de gamle Skove en Urt
med blaagrønne, spæde Straa;
den vokser, dulgt af Grenenes Hang,
dybt under hvor Vindene gaa.
Det siges, kun faa har den skjulte set;
men den, som hver Sti forlod,
har maaske, mens han i Drømme gik,
den strejfet en Dag med sin Fod.
Da har han følt, som bag løvgrøn Mur,
sig stænget fra Verden ud;
og han og den skønne Dronning Natur
blev sammen Brudgom og Brud.
Ved hendes, den enes, ledende Haand,
han gik, som i mystisk Rus,
end dybere ind i det Æventyrland,
der drog ham med Toner og Sus.