Jeg vandrer ensom lig en Sky,
der drager over Fjæld og Fjord,
da pludselig jeg saa et Mylr
af gule Liljers Foraarsflor;
langs Søens Bred, blandt Vidjeris,
De dansed for den blide Bris.
Som Stjærner tindre sammen smukt
pas Himlens vide Mælkevej,
saa langt, saa fjærnt som Synet gik
saas Gyldenfloret bælte sig.
Ti Tusind Liljers glade Krans
svang Hid og did i munter Dans.
Og Søens Bølger dansed knap
saa kækt som Breddens Blomsterflag;
jeg saa, og blev saa sjæleglad
i dette foraarsglade Lag,
men fatted ej ved første Blik
hvad Rigdom nu mit Hjærte fik.
For tit, naar jeg paa Lejet strakt
er uden Søvn og tung i Sind,
jeg ser det gyldne Blomstervæld,
der bølger frit for Vaarens Vind.
Mit Hjærte møder Glædens Kor
og danser som hint Liljeflor.