Til Hr. Kiegels paa hans Bryllupsdag
(1790).
(1790).
At den, som altid Sandhed siger,
som er for stolt til Løgn og Smiger,
ej gjør den halve Verden vred;
at Slyngler — Himlen dem forlade! —
til Gravens Bred ham ikke hade —
og hævne ej paa femte Led
hver Synd mod deres Hellighed —
er det ej Underværker,
saa fejler alle Julemærker.
At man ej der faar Visdom høre,
hvor man har kuns et Trin at gjøre
fra Faldehat til Doktorhat;
at man, naar vældige Patroner
og Vind og Kielske Promotioner
paa en defekt har Hoved sat,
tør sige Kis til Mandens Kat —
er det ej Underværker,
saa fejler alle Julemærker.
At de, som Stotene Fejl oplede,
ej Psevdopatrioter hedde,
der kan behøve Nysekrud;
at den, hvis Frækhed vover sige:
en Adelsmand er Bondens Lige,
ej synder mod det andet Bud
og for Oprører skjældes ud —
er det ej Underværker,
saa fejler alle Julemærker.
Om Gustafs Flaade sig vil øve,
og danske Sømænds Kjækhed prøve,
den meget slet fra Legen kom;
thi der, hvor Fanden daglig galer,
staar en og tyve Admiraler,
som lystig den vil tumle om;
og om den slet fra Legen kom,
var det da Underværker?
saa fejler alle Julemærker.
Naar man i Danerkongens Riger
sig hæs paa Regnskab, Regnskab skriger,
man skriger sig kuns hæsere;
thi da den Sag saa sammenvæves,
som om det af Monarken kræves,
og ej af Statens Tjenere,
man ej en Tøddel faar at se.
Er dette Underværker,
saa fejler alle Julemærker.
Naar man — dog Sangen bør faa Ende,
og sig til dig, Hr. Brudgom! vende
med ærligt Ønske for dit Vel.
Du ved, jo mer man Geden hader,
lad Ondskab harme sig ihjel!
Den gode glædes ved dit Held.
Og er det Underværker,
saa fejler alle Julemærker.