Nei! jeg den holder ei ud, den evige Vaklen og Strid, der
Stedse gienføder sig grumt, dybt i den qvæstede Barm;
Meget Sømanden liig, der dristig fulgte sin Længsel,
Lokket af Bølgernes Smiil, ak! som med List ham bedrog.
Nu ham Vindene tumle i Kamp med den hvislende Havstrøm,
Gispende drives han om, skuende Angst kun og Død;
Uvis dog, om den blodig ham venter paa truende Skier hist,
Eller om ham i Harm sluger det fraadende Dyb.
Snart han slynges mod Klippen, der grusomt saarer ham Barmen,
Kaster saa koldt ham igien Bølgen i troløse Favn.
Atter gientages det grusomme Spil, mens Afgrundens Magter
Stønnende dybt under Sø spotte den Døendes Suk. —
Skal jeg, rædsomme Field! der trodsende kneiser i Stormen,
Skal jeg, stolte Forstand! holde dig rolige fast?
Stenet er du og kold, forladt af de smilende Blomster,
Selv af det Grønne forladt, ak! af det venlige Haab.
Skal jeg følge den Vei, du mig viser, der bugter sig langsomt,
Farlig for uvante Fod, kun giennem Klipper og Steen?
Solen kæmper omsonst, og sender paa Skraa sine Pile,
Stedse glide de mat ned fra din sneeklædte Barm.
Mange følge din Vei dog, flygtende Havet og Stormen;
Snart da din rædsomme Frost knuger dem Barmen med Iis.
Øiet tvinger du streng, at vende med Forsken til Jord sig,
At ei den skærende Steen saare skal uvante Fod.
Haard er vel Stenen og fast, ei svigter den iisklædte Vei let,
Vigende troløs bort under den Vandrendes Fied;
Mig den lokker dog ei, langt heller jeg svævede hist, hvor
Bølgernes glindsende Net vandrer uendelig fort.
Lignende dig, Phantasie! det fiernt, hvis Øiet ei skuffer,
Nærmer sig Himlen med Lyst, voxende med den i Eet.
Meget vel vide derom de vandrende Mænd at fortælle,
Om de talløse Skier, omflydt’ af Strømme og Storm,
Om de rædsomme Udyr, der slugende lure i Dybet,
Om det giærende Svalg, stedse til Kampen beredt.
„Troløs er Bølgen,“ saa sige de, „aldrig den stiller din Længsel,
Vel den suser ved Nat, pladskende venlig mod Strand;
Tro den dog ei, det er Havfruesang, der løfter, og lokker,
Aldrig dog Afgrundens Magt slipper dig levende bort.
Ja, om du seiled’ i tusinde Aar, og atter i tusind’,
Aldrig du stiller din Lyst, aldrig din Snekke dog naaer
Did, hvor den himmelske Ring sig bøier mod Vandenes Flade,
Did, hvor den hvilende Bro fører til Stiernerne op.“
Saadan talte de ofte, og Taarerne fløde fra Øiet,
Halvt jeg troede dem kun, halvt end med Tvivlen i Barm.
Ak! thi saa skiøn sig hævede Bølgen, og skvulped’ i Sølvglands,
Giennemvævet af Guld, sendt fra den dalende Sol.
Sandelig ilde bestedt er en Yngling, naar Hiertet i Barmen
Higer i tvivlsomme Slag ud paa den ukiendte Sø!
Tale du kan vel om Storm, om Havmænd og knusende Uveir —
Er til Sømand han skabt, nytter kun Talen dig lidt.
Lynilden knittrer med Bølgen i Kamp, der strækker sin Tunge,
Frygtelig hvislende, vild, op giennem fraadende Skum,
Vælter med Kiølen sig frem, mens Boreas flagrer i Seilet,
Masten sig bøier liig Siv, pidsket af høstlige Storm.
Vraget splintres ved Nat, og kastes til Gysen for Hvermand
Op mod den fremmede Strand — Sømanden gyser dog ei;
Dristig han veier i Sind, hvorlunde han bedre end forhen,
Hvordan med snildere Hu Bølgen han skuffer paa Ny.
Sandelig ilde bestedt er en Yngling, naar Hiertet i Barmen
Higer i tvivlsomme Slag ud paa den ukiendte Sø!
Flyer han det troløse Svalg end, og vælger den stenede Klippe,
Jager han Drømmene bort, der ham med Tant kun bedrog,
Smægter tilsidst han dog mat, og stønnende fiernet fra Havet,
Midt i den goldeste Ørk efter en Kilde omsonst,
Efter den henrundne Ungdom, da Kysten laae nær for hans Øie,
Og da de hoppende Væld giøglende fløi ham forbi.
Stolte Forstand! ja meget du ligner den selsomme Gud, der
Engang hersked i Nord, styrende Heltenes Daad.
Dyrt, Kortsynede! vist du betalte dit Herskab i Støvet,
Gav den himmelske Kraft hen for den jordiske Kløgt.
Klart, E’nøiede! skuer du ud over Tiden, dog over
Ygdrasils vældige Træ mægter du ikke at see.
Men, Phantasie! du vandrer i Nat, og spreder dit Lys, liig
Stiernen, der, talende, taus, staaer bag den halvbrudte Sky.
Let over Jordlivet hen du springer med luftige Fied, og
Breder for undrende Blik, dristig, en bedre Natur.
Ak! for usikker dog, for liig det flygtende Blus, som
Lumsk den Vandrendes Fod leder til natlige Kiær,
Taaget skuer du Alt, og zittrende, dækket af Slør, der,
Skielvende, skuffer dit Haab, mat med et usikkert Lys.
Thi saa fortælle de hendøde Skialde, at Odin i Kampen
Med de Troldkloges Æt, vildet paa Nornernes Bud,
Satte i Mimers Brønd dig til Pant, hvor de zittrende Vande
Rinde fra ældgammel Tid, hylle i Taager dig ind;
Stedse de vandre forbi, de blaaligt blinkende Strømme,
Kun giennem natlige Sky skimtes det Herlige fiernt.
H.
