Bygger raskt, I bolde Svende!
Paa det nye Herrens Huus;
Dagen stunder snart til Ende,
Altret ligger end i Gruus.
Læg dog Stenen fast og nøie,
At ei Jordens Kraft formaaer,
Huset ned fra Himlen bøie,
Til hvis Ære det opstaaer.
Som den gamle Kirkebue,
Dan en Hvælving stor og bred,
Hvor i hellig Andagtslue
Knæle kan dens Menighed.
Over Skyen maa det naae;
Thi I bygge jo i Norden,
Hvor de skarpe Graner staae.
Frygt ei Fald, om det end gynger,
Som en Blomst for Stormens Fied.
Hver en Fugl fra oven synger:
„Stræb mod Himlen! der er Fred!“
For en Cimber, kiek og rolig,
Ei i bløde Former tabt,
Kneise bør en Herrens Bolig,
Fuld af Tillid, Tro og Kraft.
Reiser da med rappe Hænder
Kun en Klippe steil og stor!
Andagts Altarflamme brænder
Bedst, hvor Høiheds Engel boer.
F.