Carsten Hauch (1790–1872)

Nei! jeg den holder ei ud den piinlige Vaklen og Strid, der

Evig fødes igien dybt i den qvæstede Barm.

Sømanden ligner min Hu, naar han kjæk vil følge sin Længsel,

Lokket af Bølgernes Smiil, der ham bedrager med List.

Snart ham Vinden omhvirvler i Kamp med den hvislende Havstrøm,

Kraftløs driver han om, skuende Rædsel og Død,

Uvis dog, om den blodig ham venter paa Klipper og Søskiær,

Eller om Dybenes Aand drage ham vil i sit Svælg.

Ofte mod Klippen slynges han hen, der saarer ham Barmen,

Kaster saa koldt ham paa ny Bølgen i troløse Favn.

Saaledes drives han rundt, mens Afgrundsmagterne stønne,

Med forfærdelig Røst, spotte den Døendes Suk.

Skal jeg, Du goldeste Fjeld, der dristig kneiser i Stormen,

Skal jeg, strenge Forstand, klamre mig fast ved Din Barm?

Kold og stenet Du staaer, forladt af de krandsende Skove,

Selv af det Grønne forladt, ak, af det venlige Haab!

Aldrig har Duggens Glands og Taaren i Nymphernes Øine

Frem af Dit iiskolde Bryst lokket en eneste Blomst.

Mange følge Din Vei dog, flygtende Havet og Stormen,

Men før de naae Din Top, skue de Dynger af Iis.

Blikket tvinger Du streng til at vende med Forsken til Jord sig,

At ei Din skærende Kant saare skal uvante Fod.

Lang er Veien, du viser, dog fast og hugget i Steen ud,

Aldrig svigter den falsk under den Vandrendes Fjed.

Mig dog lokker den ei, langt heller svæved jeg hist, hvor

Havet, uendelig strakt, viser sit glindsende Speil,

Sleben af dig, Phantasie, det fjernt, hvis Øiet ei skuffer,

Nærmer sig Himlen med Lyst, voxende med den til Eet.

Meget vel vide derom søkyndige Mænd at fortælle,

=Om de mangfoldige Skiær, sneehvide Brændingers Hjem,

Om det bundløse Svælg, hvor Nattens og Rædselens Afkom,

Slangebugtet og bleg, lurer paa Menneskets Æt.

„Troløs er Bølgen,” sige de, „aldrig den stiller Din Længsel,

Vel den suser ved Nat, pladskende venlig mod Strand,

Tro den dog ei, det er Havfrusang, der lokker med Falskhed,

Afgrundensmagternes Svig klinger i Bølgernes Røst.

Ja, om Du seiled i tusind Secler og atter i tusind,

Aldrig du stiller Din Lyst, aldrig Din Snekke dog naaer

Did, hvor den himmelske Ring sig bøier mod Vandenes Flade,

Did hvor den sølverne Bro fører til Himmelen op.”

Saadan talte de tidt, dog ei sig stilled min Længsel,

Halvt jeg troed dem kun, halvt end med Tvivlen i Barm.

Ak! thi den deilige Vandflod steg, bevæget i Sølvglands,

Giennemvævet af Guld, sendt fra den smilende Sol.

Sandelig ilde bestedt er en Yngling, naar Hjertet i Barmen

Higer i tvivlsomme Slag ud paa den ukiendte Sø.

Tale du kan vel om Uveir, Storm og om listige Havmænd,

Er han til Sømand skabt, nytter kun Talen Dig lidt.

Lynilden knittrer med Bølgen i Kamp, der strækker sin Tunge

Frygtelig, hvislende, hvid, op af det skumklædte Dyb,

Vælter mod Kølen sig frem, mens Boreas flagrer i Seilet.

Masten sig bøier liig Siv, pidsket af høstlige Storm,

Vraget splintres ved Nat og kastes til Fremmedes Gysen

Op mod ukiendte Strand — Sømanden gyser dog ei.

Dristig han veier i Sind, hvorlunde med snildere Hu han

Og med urokket Mod Bølgen bedrager paa ny.

Sandelig ilde stedt er en Yngling, naar Hiertet i Barmen

Higer i tvivlsomme Slag ud paa den lokkende Sø.

Flyer han end troløse Svælg og vælger de steenlagte Veie,

Jager han Drømmen bort, der ham med Tant kun bedrog,

Smægter tilsidst han dog mat og bleg, og fiernet fra Stranden,

I den goldeste Ørk efter den smeltende Sø,

Efter den svundne Tid, da Kysten laae nær for hans Øie,

Da de syngende Væld gled ham med Gjøglen forbi.