Enhver, som har værdiget mig at giøre sig bekiendt med de Poesier, jeg har skrevet, vil let deraf see, at den episke og dramatiske Retning hos mig er fremherskende, og at Lyriken i Almindelighed kun forsaavidt findes i mine Digte, som den er i Stand til at forbinde sig med hine to Elementer. Ingen kan derfor meer, end jeg selv, være overbeviist om, at jeg ikke er kaldet til at være lyrisk Digter i allerstrengeste Forstand; alt Øvrigt, hvad jeg har digtet, man maa nu tillægge det megen eller liden Værd, mener jeg i det mindste at være stemplet med Originalitetens Mærke; med Hensyn paa mine reenlyriske Digte vover jeg derimod ikke ubetinget at paastaae dette. Nogle af dem bære, om de ogsaa ere udarbejdede paa en uafhængig Maade, dog vel Spor af fremmed Indvirkning, hvilket ingen kan være mere redebon til at erkiende og uforbeholdent at indrømme, end jeg selv. Da jeg imidlertid dog har skrevet en Deel lyriske Digte, der findes adspredte paa forskiellige Steder, og da disse Digtninger have en meget ulige Værdi, ja da flere af dem ere af den Art, at jeg ved modnere Betragtning maa ansee dem for at være ligefrem forfejlede, saa har jeg følt Trang til, før den Tid maaskee kommer, da andre Sysler altformeget ville bortdrage mig fra Poesien, at giøre et Udvalg og afsondre det Bedre fra det mindre Gode, dette sidste overgiver jeg selv gierne til Lethefloden, og jeg vil ansee mig for meget heldig, hvis man finder, at Noget i den lille Samling, som jeg har beholdt tilbage, er en bedre Skiebne værdigt.
Den Dadel, jeg ovenfor har udtalt, træffer dog neppe alle mine lyriske Digte, mindst vil den kunne anvendes paa Romancerne, hvis episke Natur, der mere stemmer med det Kald, jeg selv i poetisk Henseende troer at have, vel har bidraget til at give dem et selvstændigere Prag. Allerstærkest træffer denne Dadel maaskee et af de Digte, der ere uddragne af Hamadryaden, og hvis Hovedtanke gienfindes paa et Sted i Goethe’s west-ostlicher Divan; jeg havde derfor ogsaa tænkt at udelade dette Digt, men da det i det mindste kan ansees som en Variation paa en af en anden Digter behandlet Tanke, og da det netop er et af dem, hvoraf andre (selv betydelige poetiske Naturer) meest have følt sig grebne og tiltalte, saa lader jeg det følge med det Øvrige og troer, efterat jeg har aflagt ovenstaaende Bekiendelse, vel ogsaa med god Samvittighed at kunne vove derpaa.
Hvad Oversættelserne angaae, hvortil den største Deel af de geistlige Sange hører, saa lide de vel netop af den modsatte Feil, i det de maaskee altformeget afvige fra deres Originaler. Jeg har nemlig aldrig oversat noget Digt ligefrem, dertil er jeg neppe engang i Stand, men jeg har søgt at overføre Aanden i de Digte, jeg behandlede, i vort Sprog, uden at holde mig strengt til Ordet i det Enkelte. Saaledes kan den største Deel af disse Digte neppe kaldes Oversættelser i streng Forstand, det er snarere frie Bearbejdelser, hvori blot Grundtanken er bevaret.
Hvad jeg kunde have at sige om de Digte, der ere uddragne af den polske Familie, er allerede sagt i Fortalen til hiin Bog.
Med Hensyn paa den Romance, der bærer Overskriften ”de to Øxer,” da maa jeg bemærke, at den, uagtet den knytter sig til et ældre Sagn, dog fra Tankens Side staaer i nar Forbindelse med Nutiden, hvori Trods mod det egentlige Mesterskab, og Tillid til en umoden Kraft ikke saa sielden frembringer en Svimmelhed, der vel tilsidst kan styrte sit Offer i Afgrunden.
I Øvrigt vil jeg ikke fragaae, at jeg, uagtet det er mit Hovedøiemed her at give et Udvalg af det Bedste, hvad jeg i lyrist Retning har skrevet, dog ogsaa har tilladt mig at optage enkelte af de Digte, der angive bestemte Standpunkter i min egen Udvikling. Dette er næsten Tilfældet med alt det, der er uddraget af Maanedsskriftet Athene, og navnlig med det Stykke, jeg har kaldet: „en Phantasie, digtet efter Læsningen af Novalis,” hvilket her maa staae som det eneste Exempel paa den Retning, hvorfra jeg tildeels gik ud, og hvori jeg har skrevet flere baade trykte og utrykte Stykker. Som Undskyldning derfor maa jeg sige, at det blev nedskrevet, da jeg selv som Digter, ganske var i Tilblivelsens Øieblik, i mit tre og tyvende Aar nemlig, i hvilken Tid en ubestemt Længsel efter en poetisk Verden, næret ved Skrifter af den romantiske Skole, var langt større hos mig, end Sandsen for det Individuelle, det Begrændsende, uden hvilke dog ingen fast Tegning, ingen Omrids i Poesiens Verden ere mulige.
Lignende Grunde have ogsaa bestemt mig til at optage et polemisk Digt: „Hunden til Maanen” i denne lille Samling. Ingen kan meer, end jeg, være overbeviist om, at enhver polemisk Eensidighed, i det den enten ikke kan eller ikke vil overskue Forholdene med den tilbørlige Sindighed og Billighed, nødvendig maa fremavle Spiren til Tilintetgørelse i alle de Produktioner, hvori den faaer Tilladelse til at giøre sig gieldende. Ikke destomindre kan ogsaa hiint Digt staae som et Exempel, istedenfor flere, paa hvad der engang bevægede sig ikke blot i mit, men ogsaa i mange af mine Samtidiges Indre, og saaledes kan det i det mindste maaskee læses med et Slags psychologisk Interesse.
Med Hensyn paa et andet af de hexametriske Digte, „Sløret” nemlig, der forhen har været indrykket i Tidsskriftet Brage og Idun, da skylder jeg Sandheden at erklære, at det egentlig først var Herr Prof. Wegener i Sorøe, der giorde mig opmærksom paa det skiønne Sted i Pausanias, hvoraf dette Digt har sin Oprindelse, og det er mig en Glæde hermed offentlig at takke ham derfor. Muligt er det for Resten, at et eller andet Digt, der kunde være bedre end en stor Deel af dem, der ere samlede her, er bleven udeladt i denne Samling, dette haaber jeg, at man da vil undskylde paa Grund af, at hvad jeg har skrevet i denne Retning er saaledes adspredt, at jeg ikke fuldkomment har kunnet bringe Alt tilveie.
Tilsidst maa jeg endelig tilføie, at jeg vel hist og her i mine tidligere Digte har tilladt mig nogle Forandringer (Bortskærelser eller Tillæg) dog kun paa de Steder, hvor jeg troede det nødvendigt for at fremstille Hovedtanken i klarere Lys, og selv i disse Tilfælde har jeg troet at burde gaae frem med Varsomhed, thi ingen kan mere, end jeg, vare overbeviist om, at Jean Paul har Ret, naar han siger: „Ich werde nie den Greis auf den Jüngling pelzen.” Disse Ord bør sikkert enhver Digter, der foretager en Forandring med sine tidligere Arbeider vel lægge paa Hierte, giør han ikke dette, da vil han tidt med vanhellig og forstyrrende Haand gribe ind i det Bedste, han i begejstrede Øieblik har frembragt.
C. Hauch.