1. Nu hjertelig mig længes
Alt efter Liv og Fred,
Hvor Livet meer ei Trænges,
Men Freden varer ved,
Hvor alle Storme stilles,
Som os omtumle her,
Hvor de ei meer adskilles,
Som har hinanden kjær.
2. Den Længsel i mit Hjerte
Dog under Korsets Tegn
Har mere Fryd end Smerte
I Kjærlighedens Egn;
Thi naar jeg længes efter
De Liv, som mig har kjær,
Da faaer min Længsel Kræfter
Til dem at komme nær.
3. Er vi paa Jorden begge
Af Hav og Land adskilt,
Da vore Længsler strække
Sig mod hinanden mildt
Til de hinanden skimte
Som Vandre-Stjerner to
Og synes, som de glimte,
At synge: "gak til Ro!"
4. Er en af os hjemgangen
Til Hjertets Fædreland,
At boe i Gladhjems-Vangen
Bag Dødens vilde Strand,
Dog lige nær vi ere
I Længslers Mødestund,
Naar "Med hinanden være"
Er sagt af Hjertens Grund.
5. Gudfaders Søn den kjære,
Som evig holder Ord
Og vil i Sandhed være
Hos Vennerne paa Jord,
Til alle Længselsfulde
Han kommer Dag og Nat
I Varme og i Kulde
Som sagt, han kommer brat.
6. Og med Vorherre kommer
Kun for et Suk en Bøn
Vort Hjertes Vaar og Sommer
Med Vennerne i løn,
Saa alle vore Kjære
Vi tage kan i Favn,
Som vilde sammen være
Med os i Jesu Navn.
7. Saa gaae med Længsler milde
Vi Støvets Sneglegang
Til sikkert om end silde
At række Gladhjems Vang,
Hvor glemt er al vor Møie
Og samlet al vor Lyst
Og soleklart vort Øie
Og Frydesang vor Røst!