1.
Alt hvad som Fuglevinger fik,
Alt hvad som efter Fugle-Skik
Med Sanglyd drager Aande,
Lovsynge Gud, for Han er god,
Og i sin Naade raader Bod
Paa Støvets Vee og Vaande!
2.
Min Sjæl, du har af alt paa Jord
I Tanken og din Tunges Ord
De allerbedste Vinger,
Og friest er dit Aandefang,
Naar dybt du drager det i Sang,
Saa højt i Sky det klinger.
3.
Hvad er vel og paa Jorderig,
Der sammenlignes kan med dig
I Trangen til Guds Naade?
Og det var dig, den ledte om,
Da med Vorherre hid den kom
Paa underligste Maade.
4.
Saa vaagn da op, min Sjæl, bryd ud
Med Lovsangs Røst og priis din Gud,
Din Skaber og Gienløser,
Som saae til os i Naade ned,
Og over os sin Kiærlighed
Med Trøsteren udøser!
5.
Og siig det til hver Fugl paa Jord,
Og siig til alle Engle-Kor,
Hvis Sang livsaligst klinger,
At du med dem i Væddestrid
Vil prise Gud til evig Tid
For Aande, Røst og Vinger!