Asken Ygdrasil.
Nornerne.
Alfader raader,
Asken vi stænke,
Stænke med hvide,
Hellige Vande;
Giennem de lange,
Løbende Tider
Grøn den sig hvælver
Høit over Urdas
Hellige Væld.
Thurser og Aser
Tvistes med Vælde,
Saa og paa Jorden
Jetter og Kæmper;
Deres Bedrifter
Blomstre og falme,
Alt som paa Grenen
Grønnes og visner
Hellige Løv.
Yppig vi stænke,
Safterne giære,
Snart skal udvoxe
Vældige Grene,
Store Idrætter
Jorden opfylde;
Vis er vor Sag.
Asernes Slægter
Snarlig formeres,
Vitterlig voxer
Valfaders Rigdom;
Vi skulle styre,
Veie og jevne:
Aser og Thurser
Tvistes med Vælde,
Vinde dog ei.
Vædede Grene!
Voxer og grønnes!
Hungrige Hiorte!
Hurtig I bide
Voxende Løvværk!
Vidt det skal kiendes:
Aserne aarke,
Over dem raade
Norner i Løn.
Vi var, da Livet,
Taget og givet,
Trodsed mod Død.
Selvtaget stivne!
Misbrugte Givne
Renses i Død!
Valhal.
Odin.
Velkommen, Hugin,
Hurtige Flyver!
Tidender visse
Villig du bære!
Vidt har du faret,
Hvad mon fornummet?
Hvad har du seet?
Hugin.
Tiden lider,
Thurser vente,
Asken ældes,
Orme gnave,
Mægtig voxer
Midgaardsormen;
Det var første,
Det var sidste
Syn, jeg saae.
Odin.
Aldrig om Asken,
Aldrig om Ormen
Nysgierrig Odin
Agted at spørge,
Altid dog samme
Svar maa jeg høre;
Mindre behøves:
Munin er vaagen;
Veed du det ei?
Hugin.
Svar har jeg givet,
Som mig de høie
Norner tilsagde,
Nu maa du spørge.
Odin.
Siig mig da, Hugin,
Hvad jeg vil spørge!
Siig, om du veed det:
Voxe paa Jorden
Asernes Slægter?
Sanke sig Konger,
Rede til Kamp?
Hugin.
Komme til Valhal
Kæmper ei mere?
Keise Valkyrier
Valen ei længer?
At du mig spørger
Om dine Slægter,
Og om til Kampen
Konger forsamles?
Vist mig af Hovmod
Hærfader spørger,
Dog maa jeg svare,
Saa som du byder:
Skjoldunger, Ylfinger,
Skilfinger, Budlinger,
Ætmænd af Odin,
Blomstrende voxe;
Mere dog voxer
Volsungers Slægt.
Odin.
Tro mig, du bærer
Tidender gode:
Volsung af alle
Veed jeg mig kierest;
Siig mig nu, Hugin,
Hvad jeg vil spørge!
Tal, om du veed det!
True ei Slægten
Lønlige Raad?
Hugin.
Faret har Odins
Fugl over Midgaard,
Aabent var Øiet,
Øret ei lukket,
Aldrig dog saae han,
Aldrig og hørte
Det, som de vise,
Vældige Norner
Hviske i Løn.
Dog mellem Fjelde,
Faa det kun vide,
Sidder i Gøtland
Grimsynet Kvinde,
Væver er Tungen,
Taler med Snilde,
Det er om Signe,
Datter af Volsung,
Væneste Mø.
Der sidder Sigar,
Seen til at mæle,
Snar til at lytte,
Lyster at beile.
Knap er det gamle
Kærling, som mæler,
Hellere Loke
Laufeiasøn.
Odin.
Far til Alfer!
Flyv til Ivalds
Kloge Sønner!
Knap er Tiden:
Beed dem smede
Sværd som bider
Steen som Klæde!
Knap er Tiden,
Kan du ile?