N.F.S. Grundtvig (1783–1872)

Det var for mere end et halvt Aarhundrede siden (1808), at jeg udgav en Indbydelse til „Gamle Nordens“ Venner, om at understøtte et Værk i Nordens Aand, hvormed jeg gik frugtsommelig, da jeg i en lang Række af Fortællinger og Samtaler agtede at opfriske alle Nordens mærkværdige Oldsagn; men alt hvad der kom for Lyset var Fortællingen om „Sværdet Tyrfing“ og disse to Bind Samtaler om Volsungernes Undergang og om Hedenskabets Dødskamp i Norden, og da det halve Aarhundrede, som siden er udrundet, har forandret den herskende Smag og Tankegang langt mere end ellers flere Aarhundreder, saa vilde det være ubetimeligt nu paany at udgive de gamle Samtaler, hvis de havde været i den Tids herskende Smag, hvorfra de stamme. Lykkeligviis var de det imidlertid ikke; jeg følte det dybt i min Ungdom, at jeg enten kun skrev for mig selv og en meget snever Kreds, eller egenlig for Efterslægten, og det giælder vist navnlig om disse mine Nordiske Samtaler, der vel i de seneste Aar er læste baade meget mere og meget hellere end i alle de foregaaende. Ved nu at giennemlæse dem paa mine gamle Dage, kunde jeg vel have meget at udsætte baade paa dem og paa deres lidt forskruede Sprog, men da de dog ikke blot giver et livligt Billede af min Tankegang, men aander levende Deeltagelse i det Kæmpeliv, de vil afmale, saa vilde jeg dog nok ønske, jeg i min Ungdom havde lidt mere end netop begyndt det Værk, der, efter mit Forsæt, skulde omfattet baade Asa-Maalet, Vana-Kviderne og Kæmpe-Draperne; og min Ungdoms æventyrlige Betragtning af Forbindelsen mellem det Nordiske Kæmpeliv og Christen-Livet har i Alderdommen klaret sig til en historisk Oplysning om de ældre Folke-Livs uophørlige Forbindelse baade med det oprindelige og det christelig fornyede Menneske-Liv, saa Skjalde-Blikket beholder sit Værd, og selv dets Skævhed bliver omtrent uskadelig, ligesaavel naar det seer Nordens Aand stile til Paradis, som naar Hagen Adelsteen vises til Valhal. Dette, at Asamaalet er et æventyrligt Udtryk for Overblikket af det verdenshistoriske Menneske-Liv, dets Kamp og Seier, langt sikkrere end Græker-Aandens tilsvarende Overblik af det naturhistoriske Menneske-Liv, i dets hemmelige Udspring, Skiønhed og haarde Skæbne, som vi af de langt mere plumrede Kilder maae øse vor Kundskab derom, — det er vistnok langt fra at være almindelig erkiendt, er meget mere selv i vort Høinorden endnu temmelig miskiendt, men derfor er det mig lige klart, og vil i Tale og Skrift ligefuldt uvilkaarlig giøre sig giældende, ikke blot her hjemme, men ogsaa i Engelland, og saa vidt som Nordens Kæmpe-Aand under Odins-Navnet fandt Indpas og Hylding. Skade maa jeg derfor kalde det, at hvad der blev saa tidlig og saa godt begyndt med Øhlenschlægers Vaulunder, Thors Reise, Hakon og Balder, og med min „Nordens Mythologi“ (1808) og mine Nordiske Samtaler, hverken af os eller af andre Skjalde blev fremmet, men derom nytter det aldrig at gaae i Rette med Nogen, da Skjalde ligesaalidt som andre Folk giør andet godt, end hvad de har Lyst og Evne til; og skiøndt mig stundom synes, jeg endnu har Lidt af begge Dele, faaer jeg dog nu neppe Stunder til at vise det.

Hvad nu Volsungers og Niflungers store Sørgespil angaaer, som jeg udelukkende efter Nordiske Kilder har stræbt at fremstille, da er det i Aarhundredets Løb blevet ganske anderledes bekiendt i den europæiske Læseverden, end det var ved Aarhundredets Begyndelse, da Edda-Kvadene derom endnu laae i Dvale, og den Tyske „Lied der Nibelungen“ kun var at læse i en skiødesløs og afstumpet Udgave fra forrige Aarhundrede; men jeg veed ikke, der udenlands er prøvet nogen anden skjaldelig Fremstilling deraf end De la Motte Fouqué’s „Sigurd der Schlangen-Tödter“, som er lidt ældre end min. At nu den Eddiske Fremstilling mest i løse Samtaler er langt ældre end det Tyske Niflunge-Kvad, og at den Nordiske Opfattelse af det store Sørgespil er langt dybere end den Tyske kan have været, er klart nok, men selv i Edda-Kvadene er dog Tilknytningen til Asamaalet saa løs, og Sammenhængen ved „Ulykkes-Ringen“ saa tvungen, at heller ikke de kan giælde for Udtryk af Nordens Aand i sin Kraft. Dette, saavelsom Spørgsmaalet om de eddiske Volsung-Kvads egenlige Hjem, der ikke kan findes paa Island, maa helst overlades til Middelalderens Kultur-Historie at drøfte, og jeg skal her kun, ligesom i Forbigaaende, bemærke, at efter mit Skiøn har Volsung-Kvadene, som Valkyrie-Kvider, oprindelig hjemme hos de udvandrede Gother og skal udtrykke deres Skjalde-Blik paa deres Forhold især til Hunner, Franker og Burgunder, hvorfor vi finder Spor deraf i saa vid en Kreds og selv hos Jornandes. Mellem Kvadene udmærker sig for Resten fra Hjertelighedens Side den anden Helges Kvide og den første Gudruns Kvide, hvis Indhold jeg har søgt at meddele i Sangene:

Indholdet af det andet Bind, som dog kom først ud, er laant af Jomsvikinge-Saga, og danner paa en vis Maade et Sidestykke til Øhlenschlægers Palnatoke, men har dog hverken til Skade eller Gavn synderligt tilfælles dermed. At jeg, uden at ændse Tidsregningen, har, efter Sagaen, ladet Klak-Harald giælde for Thyra Danebods Fader og leve omkap med Gorm hin Gamle, vilde jeg have kaldt stor Skade, hvis det havde været mig muligt i mine unge Dage at benytte Thyras angelske Byrd til Blik paa Forholdet mellem „Dan og Angel“, men hvad der aldrig maatte manglet i Fremstillingen, var et Billed af Ansgar, som jeg vel ikke dengang var istand, men burde dog været istand til at give.

Igrunden nytter det nu vel ikke at nævne de Nordiske Oldsagn, som i mine Øine havde nærmest Krav paa en skjaldelig Fremstilling i Nordens Aand, da Læseverdenen paa disse Enemærker kun er ilde tjent med „bestilt Arbeide“, om saa end Skjalden bestilte det hos sig selv, men det kan dog heller aldrig skade at vinke ad Skjalden, hvor man veed, der er noget skiønt at see og noget godt at giøre, og det kan dog stundom bidrage til, at hvad der fortjener at være det, ogsaa strax bliver kiærkomment, og derfor vil jeg nævne Oldsagnene om Hadding, Fredegod, Amlet, Vermund, Bjovulf, Rolf, Sigrid, Signe, Stærkodder, Thorkild Adelfar, Hakon Adelsteen og begge Olaver; thi skiøndt flere af disse er behandlede af Øhlenschlæger til Læseverdenens Behag, er dog hverken de eller Nordens Læseverden derved skeet deres Ret¹, og at det Samme giælder om Asamaalet i Forhold til Øhlenschlægers „Nordens Guder“, vil man paa Timen see, naar engang enten Asa-Maalet med Odins-Øiet eller Vana-Kviden med Freias-Taaren, eller ogsaa kun Thors-Drapen med Mjølner, Heimdals-Galdren med Gjallarhorn og Loke-Legen med Gleipner lader sig tilsyne.

Dette vil ogsaa Altsammen skee, og langt større Idrætter dages med det samme, som avle nye Kvad, naar kun Høinordens Stammer kan bekvemme sig til at hjemkalde Folke-Aanden og lade Modersmaalet dele Høisædet med ham, som Gefion med Skjold i Leire; og vilde og vovede Høinordens Stammer ikke dette Kæmpeskridt ud af det Knudebjerg, hvori Jetten har indespærret dem med Odhrærer, da var de forgjorte til Hjemmetyskere, saa Kæmpe-Aanden og vi maatte da angre hvert Glimt af Oldtidens Glands, vi lod dem skimte, og hver Gienlyd af Gjallarhornets Bjarkemaal, vi bar til døve Øren!

Under bedre Varsler udkom vel ikke disse „Samtaler“ første Gang, men anden Gang synger dog „en lille Fugl“ om bedre Skæbne, og kommer de tredie Gang, da tænker jeg, hele „Skoven stander i Blomster“.

Mai 1861.