Guds Fred, hvor I bygge
Paa Mark og paa Fjeld,
I Bøgenes Skygge,
Ved Elvenes Væld!
Guds Fred over Skoven,
Hvor Stammerne staae!
Guds Fred over Voven,
Hvor Snekkerne gaae,
Som ankre, som flage
Paa festlige Dage,
Som end tone Fædrenes Flag!
Guds Fred, som den fandtes
Ved Fædrenes Barm!
Guds Fred, som den vandtes
Ved Frelserens Arm!
Guds Fred, som den throner,
Hvor Kjærlighed boer!
Guds Fred, som den toner
I Hytter af Jord,
Som selv jeg den nyder,
Jeg ønsker og byder
Nu Brødre og Frænder i Nord!
Guds Fred og God-Morgen,
Paa Mark og paa Fjeld!
Forvundet er Sorgen
Mig pinde i Kveld,
I Midnattens Mørke
Da Hel-Hanen goel;
Da Mulmet i Størke
Sig værged mod Soel,
Da Natten med Dagen,
Michael med Dragen,
Mig tykdes at kæmpe om Nord!
Gak ud, siger Aanden,
Forkynd, hvad du seer:
Hvordan efterhaanden,
I Hytter af Leer,
Et Orgel der bygges,
Med Piber af Straa,
Med Fjedre det lykkes
At lege derpaa!
Hvad end der kan hændes,
Med Tiden fuldendes
Skal dog hvad med den er begyndt!
Forkynd, over Skoven
Jeg skaber nu Dag;
Forkynd over Voven
Nu toner Jeg Flag,
Som Dannebrog tegnet,
Med blomstrende Stav,
Med Kæmper omhegnet,
Som vandre paa Hav,
Med Lyn i hvert Hjørne,
Som rækker fra Ørne
Til Ormen paa Stor-Havets Bund!
Forkynd, at af Birke
Jeg bygger i Hast,
Et Tag paa den Kirke,
Hvor Lægterne brast!
Forkynd at jeg tækker
Med Flæg og med Bark,
Som Stormen ei knækker,
Paa Fjeld og paa Mark!
Forkynd, at jeg tænder
En Kjerte, som brænder,
Trods Vandet, i Bølgernes Skjod!
Forkynd, at af Aske
Jeg skaber en Fugl,
Som skal overraske
Hvert Øre i Skjul,
Som skal overstemme,
Med sammenlagt Røst,
Hver Lyd, der har hjemme
I Menneske-Bryst,
Saa Verden skal lære,
At, Herren til Ære,
Har Graven den høieste Røst!
Forkynd, at nu gjælder
Paa Marken ei meer
De ranglende Bjelder,
Om ogsaa det sneer;
Thi Fuglen fra Graven,
Som Aske saa graa,
End sjunger i Haven,
Naar Slæderne gaae,
Og liflig det klinger,
Naar Rim han af Vinger
Nedryster i levende Løv!
Forkynd, at man snyder
Forgjæves sin Praas,
For Vidskabens Dyder
At trylle i Vaas;
Forgjæves, naar Solen
Alt synlig oprandt,
Man hvisker i Skolen,
Det er ikke sandt,
Om Praasen man tænder
I begge dens Ender,
Man gjør dog ei Dagen til Nat!
Forkynd, at af Skolen
Der gjøres nu brat
Det Værksted for Solen,
Du skimted i Nat,
Hvor billedlig Aanden
Opstaaer af sin Grav,
Og styrer i Haanden
Den stemplede Stav,
Til Runer at riste,
Som aldrig kan briste,
Før Stenen fornægter sig selv!
Nu Solen i Østen
Vil krone sit Aar,
Saa hver faaer nu Høsten,
Som han havde Vaar:
De høste ved Jorden,
Som Soel pløied næst,
De høste i Norden,
Hvad hver huger bedst,
De høste med Næve,
Som pløied med Ræve,
De stryge kun Beenradens Lee!
Hvo ikkun paa Blade
Og Blomster gav Agt,
Han samler i Lade
Kun Skyggen af Pragt;
Hvo Kornet har meiet
Til Foring paa Stald,
Af hvad han har heiet
Maa leve paa Hald;
Hvo grædende saaede,
Med Haab paa Guds Naade,
Kun den høster hundredefold!
Der kommer en Vinter,
Dog luner det end,
Bag Klipper og Klinter,
Hvor Kridtet blev Pen,
Thi der under Skyer
Er Nord-Lyset tændt,
Som lyser og lyer,
Hvor bedst det blev kjendt,
Og aldrig en Vaage
Skal fattes den Maage,
Der sjunger, naar Slæderne gaae!
Der kommer en Time,
Der kommer en Jul,
Da Noget vil rime,
Som end leger Skjul;
Da flyve med Maagen
Hvo Livet har kjært,
Fra Marken til Vaagen,
Om end det er sært!
For Fædre at følge,
Saa fløi over Bølge
Man før jo fra Mark og fra Dal!
Som Kæmperne sære,
Med Sagn og med Sang,
Man, Herren til Ære,
Skal flygte engang,
Alt som det i Drømme
For Øie dig stod,
Da Ark du saae svømme
Ved Bøgenes Rod;
Guds Timer og Dage
Gaae frem og tilbage,
Gak aldrig i Rette med Ham!
Mens Markerne bølge
Med staaende Korn,
Mens Fuglene følge
Det gamle Skov-Horn,
Mens Krøniken rækkes
Og tækkes de Smaa,
Om Dagen end stækkes,
Og Slæderne gaae,
Syng lavt over Skoven,
Syng høit over Voven:
Guds Fred over Folket i Nord!