Nu lød over Vange
En folke-lig Røst,
I Sagn og i Sange,
Til Børnenes Trøst,
Til Spot for de Store,
Til Gavn for de Smaa,
Som hvad dem kan more
Selv prægtig forstaae,
Til Bro over Belte,
Som skiller fra Helte
Et kortsynet Puslinge-Kuld!
Den Røst havde sovet
I hundrede Aar,
Og aldrig sig vovet
At løfte fra Baar!
Som Hveden og Rugen
I Aands Efter-Aar,
I Jordelins-Dugen,
Den lagdes paa Baar;
Som Rugen og Hveden,
Beholdt dog forneden,
Trods Iis-Slag, den Livet i Løn!
Hvor end, mellem Bøge,
Om Natten man saae
Trold-Puslinger spøge,
Og Døde opstaae,
Som Gjenfærd med Lagnet,
Til Lyst og til Gru,
Omsvæved i Sagnet
Vor Moder endnu,
Og hvisked i Vangen,
Hvad fordum i Sangen
Hun laande sin smeltende Røst!
Hvor end under Bue,
I Kirke og Chor,
Hvor end i sin Stue,
Paa Bænk over Bord,
Man tonede Sangen
Fra Fædrenes Old,
Om Dagen forgangen,
Om Herren vor Skjold,
Der sang under Mulde,
Trods Dødninge-Kulde,
Vor Moder med levende Røst!
Hvor Bøgene frede
Om Skygger endnu,
Hvor Kingo paa Hede
End kommes ihu,
Der tidlig mit Øre,
Skjøndt dannet af Staal,
Fik Lyst til at høre
Det deilige Maal,
Der favned, af Sangen,
Mit Steen-Hjerte Klangen,
Som Nord-Havs gjenlydende Fjeld!
Hvor dunkel, fra Fjelde,
En dundrende Klang
Opstiger, med Vælde,
Af Old-Tidens Sang,
Hvor Tonerne suse
Med Brag over Val,
Som Elvene bruse
I Klippernes Dal,
Der følde sig hjemme
Mit Hjerte, hvis Stemme
Som Braget, var Gjenlyd i Steen!
Hvor klar sig, fra Bølge,
Med sølverlig Klang,
Med Guder i Følge,
Opsvinger en Sang,
Som stiller for Øie
Os Heltenes Byrd,
I Glimt fra det Høie,
I Thor og i Tyr,
Der tykdes mit Øre
Den Høi-Sang at høre,
Hvis Klang det fik aarle fuldkjær!
Dog Andet at mærke
Fik Øret i Kveld,
Da Mjølner hin stærke
Slog Dale i Fjeld,
Fra steenhaarde Malme
Den hellige Klang
Af Fædrenes Psalme
Høirøstet udsprang,
Og lod mig fornemme,
At Frelserens Stemme
Af Steen kan udvirke ham Priis!
Med Høi-Sangens Toner,
Som stege fra Hav,
Til Støvets Forsoner,
Som Aande os gav,
Opstod i mit Øre,
Som Helgen af Skrin,
Fuldliflig at høre,
En Tone saa fiin,
Som Aand lod mig nemme,
Var Hav-Fruens Stemme,
Naar tæt over Bølge den klang!
Da lød fra det Fjerne:
En Søn under Øe,
Som haver den Stjerne,
Han aldrig skal døe,
Og aldrig opslide
Den Klædning saa gæv,
Han fandt under Lide,
Af Nornernes Væv;
Treskaftet, usyet,
Den, vendt og fornyet,
Ham følger i Paradis ind!
En Stribe som Skoven,
Naar feirest den staaer,
En Stribe som Voven,
Naar smullest den gaaer,
En Stribe som Klinten,
I Skumring og Gry,
Naar blaagraa, som Flinten,
Den rager i Sky;
Den Klædning til Sønnen
Skjøn Hav-Fru, paa Bønnen,
Annammed af Norner i Løn!
O, herlige Syner,
Paa ensomme Vei,
Naar klarlig det lyner,
Og tordner dog ei,
Naar Stjerner og Maane
Sig speile i Hav,
Naar Skyer ei graane,
Men skinne deraf!
Og altid har Folket
De Lyn-Glimt udtolket,
Som Tegn paa en glædelig Høst!
Men, ak, naar dog Tørken
Tog Grøden af Jord,
Saa Marken fra Ørken,
Ved Sund og ved Fjord,
Ei nem er at kjende,
Hvad lover da Lyn?
Naar Livet har Ende,
Hvad nytter da Syn?
Naar Bølgen er isnet,
Naar Blomsten er visnet,
Hvad nytter da Medbør og Glands!
Naar Blomsten er visnet,
Er Glands kun et Skin,
Naar Bølgen er isnet,
Er Medbør kun Vind.
Sig selv ihukomme
Kan Tidernes Strøm;
Naar Livet er omme,
Er Syn dog kun Drøm.
Har Marken tabt Grøden,
Da høster kun Døden,
Da modnes til Brændsel kun Straa!
Har Dana saa skovet,
I Bøgenes Læ,
At hun er hensovet
Ved Kundskabens Træ,
Med Slangen i Barmen,
Som gav hende Raad,
Med Barnet paa Armen,
Hvis Hjerne hun aad,
Hvad da, under Bue,
Man end faaer at skue,
Det varsler dog hende kun Gru!
Vist nok alle Døde
Engang skal opstaae,
Og Frelseren møde,
Hvor Himlen er blaa,
Hvor Bølgerne hvile,
Skjøndt evig i Gang,
Hvor Træerne smile
Ved Fuglenes Sang,
Naar det, hvorom Tegnet
I Støv var indhegnet,
Skal klart aabenbares i Kraft;
Men hvo sig bebyrded
Med Synden til Død,
Hver Moder, som myrded.
Sit Foster i Skjød,
For ei at beskjæmmes,
Som grebet i Hoer,
For ikke at græmmes,
Og spottes paa Jord,
Ak, de maae vel grue
For Lyset at skue
Som Dommer paa Herligheds Stol!
Saa hørde jeg runge
Den tordnende Røst,
Som løste min Tunge,
Og sprængde mit Bryst;
Fra løsrevne Blokke
Af Hjerte-Marks Fjeld,
Gjenlød, som fra Klokke,
Den Torden i Kveld,
Dog underlig blandet
Med Lyd af langt Andet,
Som Kimen sig blanded med Klemt!
Det var, som bevæged
Sig Dødning paa Baar,
Som Barnet end leged.
Med Moderens Haar,
Som randt der en Taare,
I Løn, under Laag,
Som lød det fra Baare:
Han lever jo dog;
Gud størke den Spæde,
Saa døer jeg med Glæde,
Min Frelser han døde for mig!
Saa rørdes mit Hjerte,
Saa toned mit Raab,
Med Fryd og med Smerte,
Med Frygt og med Haab;
Min Frygt var klarøiet,
Men Haabet var blindt,
Thi Jetten var fløiet
Med Sigrid i Flint,
Jeg saae kun, i Sagnet,
Et Gjenfærd med Lagnet
Som vreed sine Hænder i Blod!
See til, du kan tale,
Som før hun gad lidt,
Om Thyra i Dvale,
Der vaagned saa tit!
Rul op og see efter,
Hvorledes, i Fjor,
Paa Ny kom til Kræfter
Den Frue i Nord;
Er Vingen og stækket,
Hvad før haver klækket,
Det turde vel klække endnu!
De Døde at vække,
I Syd og i Nord,
Dertil monne klække,
Som altid, Guds Ord,
At dræbe det Dorske,
Der freder om Dødt,
Hos Danske og Norske,
Hvor Kjødet er blødt,
Dertil, under Kaaben,
Har Dana et Vaaben,
Selv naar hun paa Krøkker mon gaae!
See til, du kan finde
Det Vaaben fuldnær,
Saa ei du i Blinde
Slaaer Kvinder med Sværd!
Gjem Sværdslag til siden!
Der altid maa Staal,
Som stikker, til Striden,
Om og kun en Naal,
Men tænk ei, at Spyde
Kan Naale betyde,
Hvor Naal selv maa nyttes med List!
Saa klang i mit Øre
En Tale fuldtør,
Om Vaaben at føre,
Jeg vragede før,
Om Finger i Jorden
At stikke med Flid,
Om Fruen i Norden
At vække med Vid,
Om Staven at hvæsse
Hos dem, som gav Messe
Og Skjærsild et dødeligt Saar!
Jeg gik da tilbage,
Trehundrede Aar,
Og stødte paa Dage,
Som Dagen i Gaar,
Og stødte, hos Laale
Og Broder i Soer,
Paa deilige Naale
Til Fruen i Nord,
Som selv, i sin Esse,
Med Flid hun lod hvæsse,
Til Brug i betimelig Tid!
Dog ikke blot Naale,
Med Blomster iblandt,
Hos Navner og Laale
I Støvet jeg fandt;
Mig Fruen hin rige,
Med Barnet ved Bryst,
Bad hilse og sige
Med lydelig Røst:
Af Munden vel Aanden
Udfoer efterhaanden,
Men kom nok med Ordet igjen!
Jeg mærked, at Munden
Paa Marken kun tav,
Fordi den var bunden
Til Bog og til Stav;
Før Ordet vi miste,
Jeg tænkde da fast:
Lad Stavs-Baandet briste,
Det er dog kun Bast!
Hvad bedre kan binde,
Det vil sig vel finde,
Faaer Fruen først Munden paa Gang!
Jeg hørde den Frue,
Vi skylde vort Korn,
Vor Sværd og vor Bue,
Vor Harpe, vort Horn,
Hun talde, som Bonden
End taler i Dag,
Og elsked i Grunden
At fare i Mag,
Saa Bønder end tale
Om Thyra i Dvale,
Skjøndt de hendes Vise har glemt!
Den skulde de mindes,
Thi mindes de den,
Paa Marken jo findes
Vor Moder igjen,
Med Barnet paa Hjerte,
Og Ordet i Mund,
Som nu vi med Smerte
Maae savne i Lund!
Hvad nytter os Penne,
Hvor saa de er henne,
Naar Folket ei følger vort Ord!
O, mærker dog, Blinde!
Hvad Tosser forstaae:
Hvo Marken vil vinde,
Maa prøve derpaa!
Hvo Folket vil træffe
Tilbunds under Øe,
Med Folket maa bjæffe,
Om ei det kan gjøe!
Hvo for det vil sjunge,
Maa laane dets Tunge,
Og lære at aande paa den!
Hvad end vi har skrevet,
Hvad end vi har talt;
Hvad Dansk har fordrevet,
For Dansken er galt!
Skal Folket opøse,
Med Bagen af Haand,
Vor Lærdoms Bundløse,
Af Lyst til vor Aand,
Da reen er den Regning,
Vi spildte vor Tegning,
Men Folket ei spilder sin Tid!
O, hører, I Kjære!
Som ynde mit Ord,
O, gjaldt det min Ære
Blandt Klipper i Nord,
Da maatte jeg smile,
Naar Røsten saa lav,
Der lyster at hvile
Paa Dannemarks Hav,
Naar den man foragter,
Naar stolt man betragter
Min Plov-Stav i Sund og i Belt!
Jeg pløied med Stude
Fra Jetternes Land,
Som Heste bebude,
Der springe paa Strand,
Med gamle Hav-Heste,
Som Fruen gav Horn,
Det Øe-Land til Bedste,
Som før gav dem Korn;
Med uskoede Hove,
Fuldplat over Vove
Trods Manken for Stude de gaae!
Lad gaae, under Maane,
Til Solen staaer op!
Da seer man i Skaane,
Fra kullede Top:
I Øresunds-Bølgen
Der end falde Slag,
Hvoraf man seer Følgen,
Saa mangen god Dag,
Skjøndt Spor der i Sundet
Slet ikke blev fundet,
Som spaaet af Laale og Syv!
Derpaa tør jeg stole,
Og lee ad den Skam,
I Dannemarks Skole
At være den Stam,
Der sidst kunde nemme,
Som Fædrenes Tolk,
Med lydelig Stemme
At tale til Folk
Thi alt over Skaane
Jeg Kullen saae blaane,
Og varsle for Skolen i Lund!
Men kunde jeg glemme
Den Frue saa fiin,
Der gav mig den Stemme,
Som Folk kalde min,
Ja, vilde jeg seire,
Som Kullen, saa kold,
Paa Asken af Leire,
Og Støvet af Skjold,
Da havde jeg Maalet
Fra Gefion stjaalet,
Da var jeg en hjertelig Skalk!
Derfor vil jeg bede
Hver Frænde om Land,
Paa Mark og paa Hede,
Og højt under Gran,
Ja hver som har Øre
For Bølgen i Hav:
Lad Børnene høre,
Hvad Moderen gav!
Vil de det ei gjemme,
Det let er at glemme,
Hvad kun os i Vuggen er stort!
Ja, støder end Sproget,
Og tykkes for plat,
O, føler dog: Broget
Er bedre end mat!
O, føler dog, Livet
Langt mere er værd,
End Skyggen, opstivet
Med Dødninge-Sværd!
Og levende Tale
Om Thyra i Dvale,
Maa svæve, men lavt over Muld!
O, skal jeg da prale,
Og spørge fuldkry,
Om ei jeg kan tale
Med Fugl under Sky?
Om end der i Norden
Har tonet en Røst,
Hvis Gjenlyd i Jorden
Ei klang fra mit Bryst?
Om ikke I mene,
Jeg kunde forene
De Toner til Gjenlyd af Alt!
Skal spydig jeg sige,
Med Guldet i Skjød:
I ere fuldrige,
Men jeg er i Nød;
Jeg kan ikke flyve,
Som I, over Hav,
Derfor maa jeg krybe
I Fædrenes Grav!
O, laaner mig Vinger!
Da brat jeg opsvinger
Som Phoenix af Asken mig let!
Ja, saa vil jeg prale,
Skjøndt Pral er kun Tant,
Ja, saa maa jeg tale,
Fordi det er sandt,
Jeg kunde en Sage
Ei død eller mat,
Om Fædrenes Dage,
Vel skrevet i Nat,
Som Folk i det Lave
Nok seent skulde stave,
Og vist ikke fundet for plat!
Jeg kunde paa Hesten
Mig holdt over Hav,
Og smilet ad Blæsten,
Som Vinger mig gav;
Jeg valgde at pløie
En dybere Søe,
At svømme med Møie
Omkaps under Øe,
Min Mund over Vandet
Jeg brugde til Andet
End Bobler at blæse af Skum!
Hvi det skulde times,
Kun dunkelt jeg saae,
Men følde, saa rimes
Der skal for de Smaa!
Hvi Fugle skal flyde
Som Fiske i Skjul,
Om det skal betyde,
At Fisk bliver Fugl,
Som Ordet mon lære,
Det sagtens skal være,
Det var mig en Gaade fuldsvar!
Med sukkende Hjerte,
Og smilende Kind,
Jeg brændte min Kjerte,
Og voved mit Skind;
I Søen hin døde,
Hos Barfod og Knud,
Sank Haanden af Møde,
Gik Livs-Kjerten ud;
Dog hørde jeg Røsten:
Det dages i Østen,
Og høit fra min Grav det gjenlød!
I Hjernen det værker,
Skal den gaae for Aand,
Dog selv det kun mærker
En Sjæl i Guds Haand,
I Timer saa mørke
At vaage er svart,
Dog toner med Størke:
Nu dages det snart,
Ad Helvedes Porte
Indskrider den Sorte!
Saa trøsted mig Vægterens Sang!
Jeg maatte vel frygte,
Men tændte, med Haab,
Dog Praasen i Lygte,
Der, end før min Daab,
Paa Jordisk at tale,
Opgik af sig selv,
Som Steen over Dale
Udgyder en Elv;
Den tindrende brændte,
Men intet den tændte,
Som Stjernen i Kveld og i Gry!
I Valdemars-Dage,
Med Vetheman, kry,
Med Absalon fage,
Fra Roskilde Bye,
Jeg roed mod Strømmen,
Mens Venderne sov;
De havde, i Drømmen,
Nok Grise paa Skov,
Udrakde fuldbange
Et Hoved for mange,
Og saae, hvad der voxde i Løn!
Jeg vented paa Dagen,
Den Morgen saa kold,
Jeg skurede Stagen,
Til Kjerten saa bold,
Som var mig i Vente,
Naar Solen opstod,
Ja, som sig alt tændte
I Haab og i Mod,
Med Sværdet jeg hødte,
Med Skjoldet jeg bødte,
Men Hammeren faldt mig for tung!
Ja, borte var Blokken,
Naar Hammeren faldt,
Ei mere det Klokken
Men Kjødet kun gjaldt;
Det Piber vel skabde,
Men vakde ei Klang,
Og Lysten jeg tabde
Til Tanker paa Sang,
Vel Smaa-Klokker støbe
Jeg kunde og døbe,
Men gad ikke tænke derpaa!
Igjen dog at klinge
Begyndte min Pen,
Som rørde en Vinge
Den savnede Ven;
Naar jeg vilde riste,
Da saaed den Lyn,
Og før jeg det vidste
For Sagnet gik Syn,
Jeg nær havde pløiet
Mig Lyset af Øiet
For ret dog at gjøre det klart!
Omsider jeg gnaven,
Dog uden al Harm,
Tog Haanden fra Staven,
Og stak den i Barm;
Da saae jeg Dag-Røde,
Fra himmelblaa Strand,
Mig smile i Møde,
Som Daatter af Dan!
Nu, Praas paa din Hylde!
Nu Straaler forgylde
Vor Moders affalmede Kind!
Nu saae jeg min Gaade,
Og Fleres end min,
Opløst af Guds Naade,
Som Vand blev til Viin!
Nu saae jeg, de handled
Ei uden Forstand,
Som konstig forvandled
Selv Vinen til Vand!
Den skulde, som Hveden,
Opløses herneden,
For Alt at optage i sig!
Nu saae jeg de Fiske
Som synge tilsidst,
Hvorom hørdes hviske
Den Lille paa Kvist:
Med Havet til Vugge,
Med Himlen til Grav,
For barnlige Sukke
Guds Døds-Sang dem gav,
De nordiske Svaner,
Med bølgende Baner,
Som flyve i Paradis ind!