38. Josvas Syn
Egen Melodi af A. Winding.
Egen Melodi af A. Winding.
Josva gik i Palmelunden
I det klare Maaneskin,
Josva gik i Aftenstunden,
Tænkde i sit stille Sind
Paa Guds-Underne tilbage,
Som i mange Levedage
Han var Øienvidne til.
Fyrretive Aar henrunde,
Siden først han Landet saae,
Med de røde Rosenslunde
Og Olivenskove graae,
Med Floddalens Turtelduer,
Med Vinbjergets Kæmpedruer,
Hvedemarkens Gyldenax.
Kæmpeskaren, som fra Nilen
Giennemgik det røde Hav,
De kom aldrig ind til Hvilen,
Fandt i Ørken deres Grav,
Ene var paa gamle Dage
Han med Kaleb nu tilbage
Af det store Kæmpekuld.
Nys i Jordan Bølge-Dandsen,
Her i Flod, som hist i Hav,
Var et Efterskin af Glandsen
Over Moses og hans Stav;
Men forslog i Drenge-Leiren
Det til Kampen og til Seiren,
I de grumme Jetters Land!
Selv han før dem saae i Troppe
Trindt i Kananiters Land,
Var mod dem som en Græshoppe,
Holdt for Tunge dog ei Tand,
Sagde lydt: som Kiød og Klæde
Dem skal Herrens Sværd opæde,
Deres Tid, den er forbi!
Nu dog stod han som alene,
Grubled paa Guds skjulte Raad,
Minder hans, som Bautastene,
Vidned om Vorherres Daad,
Dog var nu for ham med Sorgen
Herrens Arm og Sværd forborgen,
Dybt han drog et Hjertesuk.
Brat da funkled for hans Øie
Sværdet i en Kæmpehaand,
Mod han fik og til at føie
Sine Ord i Helteaand,
Sagde kiæk: lad Dig paaminde!
Est Du Ven, hvad heller Fiende?
Svar mig i Vorherres Navn!
Han, der kom som Helt tilsyne,
Med det dragne Kæmpesværd,
Svared og lod Ordet lyne:
Høvding er jeg for Guds Hær,
I Hans Navn og med Hans Fane,
Slag at slaae og Vei at bane.
Frede om Hans Stad og Land!
Det var Ord som Soel i Straaler,
Morgenlys i Aftenstund,
Josva løste sine Saaler
Flux af Fod paa hellig Grund,
Følte, at som hist i Ørken
Her var Ilden, her var Styrken,
Med den Herre Zebaoth!
Vi som nu i Løfte-Landet
Staaer paa Jordans Vester-Bredd,
For os Fienden, bag os Vandet
Med en Flok for Jetter rædd,
Skal med dem som Josva stride,
Vi maae vel forstaae hans Kvide,
Sukke, til hans Syn vi seer!
Løfte-Landet er Guds Rige,
Aandens Verden, her paa Jord
Fuld af Jetter frygtelige,
Som kun fældes med Guds Ord,
Ordet som en Gude-Hammer
Gnistrende med Lynilds-Flammer,
Lydeligt som Tordenskrald!
Men gaaer vi i Palmelunden
Med Guds Tjeners stille Sind,
Vi og da i Aftenstunden,
Ved det klare Maaneskin,
Seer, at til Gud-Faders Ære
Høvedsmanden for Hans Hære
Nu med os staaer Last og Brast.
Skjoldmø "Tro" sin Bannerstage
Fæstet har paa Klippegrund,
Og skiøndt Elementer brage
Rokkes ei den nogen Stund,
Aander alle, evig stærke,
Kæmper under Korsets Mærke,
Seire her i Jesu Navn!