37. Jordans Flod
Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.
Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.
Det var i Hvede-Høstens Tid,
I Jordan var Høivande,
Og Israel var kommet did
Paa Strid fra fjerne Lande.
Forsvundet var den Moses-Stav,
Hvoraf gik Ry saa vide:
Afveien gik det røde Hav
For den ved Midnatstide!
Veirstøtten meer ei under Soel
Gik skyhøi over Tuen,
Og blussed ei, til Hanen goel,
Med Farver som Regnbuen!
Dog end i Leiren var Guds Ark,
Hans Engel over Issen,
Det saaes paa Jordans slette Mark,
Med den gik Gud i Spidsen!
Da skildtes Flodens Bølger ad,
Som Havets hist ved Ørken,
Flodsengen blev saa tør og flad
Som aldrig under Tørken!
Tørskoet over Jordans Aa
Gik Folket med sin Konning
Til Landet under Skyer blaa,
Som flød med Mælk og Honning!
Af Stene tolv fra Jordans Bund,
Ved Børnehænder stærke,
Jærtegnet fik paa Fastlands-Grund
Et varigt Mindesmærke.
Som Israel i Josvas Tid
Staaer nu Guds Folk i Aanden,
Ei Kæmpekraft, ei Mandevid
Kan raade Bod paa Vaanden.
Forsvundet er den Moses-Stav,
Som aldrig gaaer af Minde,
Nedlagdes i den Moses-Grav,
Som ingen veed at finde!
Dog end i Leiren er Guds Ark,
Hans Engel over Issen,
Og sikkert paa vor jævne Mark
Med den gaaer Gud i Spidsen.
Da over Jordans Flod vi gaae
I Aanden med vor Konning,
Til Landet under Himmel blaa
Med Hjertets Mælk og Honning.
Af Stene tolv fra Jordans Bund,
Ved Børnehænder stærke,
Jærtegnet faaer paa Fastlands-Grund
Et varigt Mindesmærke.
De Stene tolv er Troens Ord,
Vor Jordans-Flod er Daaben,
Bag den med Herrens Nadverbord
Staaer Paradis os aaben!
Guds Ark hos os er Daabens Pagt.
Hans Engel er den samme,
Som stod for Livets Træ paa Vagt
Med Sværde-Egg i Flamme!
Endnu som altid for Guds Ord
Er Vei i store Vande,
Og kiender ei man Aandens Spor,
Hans Kraft man dog maa sande.