Det var i vore Dage,
Kong Frederiks Tid,
Da hørdes der en Klage,
Da førdes der en Strid.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Det var i Nørrelide,
Ved Bælt og ved Sund,
Der klagede sin Kvide
Guds Menigheds Mund.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Det var i Morgengryet,
Og Luften var klar,
Som naar man Nytaars-Nyet
I Hænderne har.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Da var det Alt tilskue,
Som Skikkelse vandt,
Imellem Himlens Bue
Og Afgrundens Kant.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Med klare Skygger leged
For Alvor Van-Vid,
Og priste som sit Eget
Oplysningens Tid.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Da lød fra Kirke-Grunden
En klagende Røst:
"Her ligger Lig paa Bunden
Vor Tro og vor Trøst!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Vor Trøst, det var Vorherre,
Vor Tro var Guds Aand,
De ligger nu, desværre,
I Dødhedens Baand!
Det glemmes aldrig i Himlen!
De straalede, de raadte,
Med Ret og med Skiel,
Men Vanvid dem nedtraadte
Og pinde ihjel!"
Det glemmes aldrig i Himlen!
Den Røst med Nød sig hæved,
Halv Suk og halv Sang,
Paa Læberne den bæved
Med Lig-Psalmens Klang.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Der lød et Svar fra Oven,
Fra Aandernes Land:
"Hvem træller under Loven
Og ligger i Band?
Det glemmes aldrig i Himlen!
Som Barnet født om Julen,
Den hellige Tro,
Den er saa fri som Fuglen
Med Vingerne to.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Saa fri er og i Grunden
Den hellige Daab,
Med Helgen-Lig paa Bunden:
Vorherre, vort Haab!
Det glemmes aldrig i Himlen!
I hele Christenheden,
Fra Hav og til Hav,
Er Herrens Daab med Freden
Den hellige Grav.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Her selv den Guds Eenbaarne
Begravede sig,
Fra alle Kirke-Taarne
Blev ringet for Lig.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Han ligger død i Ordet,
Bekiendelsens Ord,
Begravet, men ei jordet,
Staaer op han i Nord!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Guds Ord var dødt i Munden,
Men lever i Løn,
Er med Guds Aand i Grunden
Guds eenbaarne Søn.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Livsalighed af Graven
Med Tro skal opstaae,
Om Tyrken nu og Paven
End trampe derpaa.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Er Troen end paa Jorden,
Hun hvile sig her!
Da times skal i Norden
Opreisning fuldsær.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Den gamle Tro af Døde
Staaer op i Guds Navn,
I Paaske-Morgenrøde,
Med Barnet i Favn.
Det glemmes aldrig i Himlen!
I Aandens Kraft gienføder
Den hellige Daab,
Hos Danske, som hos Jøder,
Guds Herligheds Haab!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Og Haabet, med den Lille
I Bethlehems By,
Opvoxer i det Stille
Til Herren i Sky!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Saa iler da til Graven,
Den hellige Grav,
Trods Tyrken og trods Paven,
Trods hver en Krumstav!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Vorherres Grav i Daaben
Giør Dødningen glad,
I den for ham staaer aaben
Gienfødelsens Bad!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Den Grav kan Ingen lukke,
For Dør sætte Pind,
Hver Sjæl, som dybt vil dukke,
Den kommer derind.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Den gaaer i Graven gammel,
Den ung kommer ud,
Hos Barnet paa sin Skammel
Da sætter sig Gud!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Og Pogen paa Kiephesten:
Guds Aands Runestav,
Gud-Fader kalder Næsten,
Som Spiret han gav!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Og Faderen, Han kiendes
I Sønnen saa fiin,
Naar Vandet klart omvendes
Ved Bordet til Viin!
Det glemmes aldrig i Himlen!
I Sønnens Manddoms-Alder,
Paa Herligheds Stol,
Gud-Fader selv ham kalder
Sit Himmerigs Soel!"
Det glemmes aldrig i Himlen!
Saa lød det over Vangen,
Og Vanviddet loe
Ad Sukket og ad Sangen,
Guds Ord og Guds Tro.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Og Verdens Klogskab sagde:
"Har Ordet en Grav,
I Bogen den nedlagde
Sin Pillegrims-Stav.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Paa Bogen tager vare
Idag som igaar!
Da har det ingen Fare,
At Ordet opstaaer.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Saamange spidse Penne
Er saamange Spyd,
For Aander godt at gienne,
Det er deres Dyd.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Hvad føder over Vandet
Vel meer end en Nar
Et Mundsveir, intet andet:
En død Formular!"
Det glemmes aldrig i Himlen!
Saa lodes Graven aaben,
Den ændsedes ei,
Og Troen gik til Daaben
Ad Guds Mælkevei!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Og Troen med Lovsangen
Gik ind og gik ud,
Indgangen og Udgangen
Velsignede Gud.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Det var en Paaske-Morgen,
Saa aarle i Gry,
Da slukdes Hjertesorgen
Hos Troen paany.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Da tændtes i Grav-Hulen
Titusinde Blus,
Og Paasken blev som Julen,
Thi Lyset var Guds!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Der fødtes med det samme
Titusinde Smaa,
Af Ordets Herrestamme,
Med Helte-Attraa.
Det glemmes aldrig i Himlen!
De bliver Kæmper stærke
Ved Bælt og ved Sund,
Da reises Korsets Mærke
Paa christelig Grund!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Og Kreds de slaaer om Graven,
Med Engle i Pagt,
Mod Tyrken og mod Paven
Staaer kiækt de paa Vagt.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Livs-Moder uden Mage
Den hellige Grav
Da kaldes alle Dage
Fra Hav og til Hav.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Lys-Moder midt i Mørke,
Med Klarhedens Haab,
Det er med Liv og Styrke
Den hellige Daab.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Van-Viddet kan vel drømme
Om Seier endda
Kan vade i Blodstrømme
Dertil og derfra.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Men Vanvids stærke Drømme,
De fare forbi,
Det vader i Blod-Strømme,
Men drukner deri.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Om Helgen-Blod usparet
End blev til et Hav,
Saa er dog vel forvaret
Den hellige Grav!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Der skal engang udbydes
Et Korstog bagvendt,
Og alle Trolde frydes,
Til det er fuldendt.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Vorherre, som det lader,
Har lukket sin Dør,
Og sidder hos sin Fader
I Stilhed som før.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Men alle Helveds Porte,
De staaer paa vid Gavl,
De Hvide med de Sorte
Da klart trække Tavl.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Den sidste Helgen-Skare,
Med Engle i Pagt,
Da Lyset skal forsvare
Mod Mørkhedens Magt.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Det synes vel herneden
Et høit Lykkespil,
Dog lærer Evigheden,
Det gaaer, som Gud vil.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Naar Lys og Mørke strides,
Og hver tager Sit,
Det kan og forud vides,
Ei Sort bliver Hvidt.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Og Lyset kan ei tabe,
Før Løgn bliver Sandt,
Og Død kan Liv ei skabe,
Om ogsaa den vandt
Det glemmes aldrig i Himlen!
Og Falskhed den Ulykke
Fra Fødselen har,
Den Falsk paa Falsk maa bygge,
Som Grundigheds Nar.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Og Sandhed har den Lykke
Fra Evigheds Aar,
Ved Sandt paa Sandt at bygge
Sig evig den staaer!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Vorherre, skiøndt han tier,
Saa tænker han dog,
Vorherre, skiøndt han bier,
Saa kommer han dog!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Han kommer da som Lynet,
Fra Øst og til Vest,
Som Lyn i Lyn er Synet,
Og Seiren dernæst.
Det glemmes aldrig i Himien!
Thi Løgnen er en Prakker,
Han fægter med Hæl,
Og Døden er en Rakker,
Han hænger sig selv.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Ja, Løgnen er kun Avner,
Og Mørket kun Damp,
Saa Vindens Herre savner
Ei Helte til Kamp!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Naar Liv og Lys da vinder
Med Sandhed tilsidst,
Med Død og Mørke svinder
Al Løgn og al List.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Da Livet ret sig fryder,
For Døden er kvalt,
Det nemmer og det nyder
I Kiærlighed Alt!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Og i Guds Morgenrøde,
Alt efter sin Art,
Da straale skal og gløde
Daglyset fuldklart
Det glemmes aldrig i Himlen!
Og Korsets ægte Banner
Først ret faaer sit Ry,
Naar det Guds-Haanden danner
Af Stjerner i Sky.
Det glemmes aldrig i Himlen!
Da kalder Livets Kilde
I Kiærligheds Hav
Sig aarle selv og silde
Den hellige Grav!
Det glemmes aldrig i Himlen!
Den priser i Lovsangen
Guds Herligheds-Haab,
Og evig er Gienklangen:
Den hellige Daab!
Det glemmes aldrig i Himlen!