Smuler under Herrens Bord
Hunde smaa opsanke,
Det er, efter Herrens Ord,
Bedste Hedning-Tanke,
Og den Hedning-Kvinde from,
Som med den til Herren kom,
Kiendte vore Fædre,
Ligned Ingen bedre!
Ja, med Hedning-Kvindens Ord,
Vore fromme Fædre
Knæled under Herrens Bord,
Loved sig at bedre,
Takked for hver Smule fiin,
Og hver Draabe Kirke-Viin,
Sukked, saa det mindes:
Hvo kan værdig findes!
Stor er Troen, Kvindelil!
Det er Hjerte-Dyden,
Gid det gaae dig, som du vil!
Det er Hjertens-Fryden.
Samme Herrens gode Ord
Aldrig faldt i bedre Jord,
End i hendes Hjerte,
Som os bar med Smerte!
Gaaer det, Herre, som jeg vil,
Maa mit Hjerte raade,
Da, saalænge jeg er til,
Trøster mig din Naade,
Siden i dit Himmerig
Sidder jeg til Bords med Dig,
Og hos Dig og Dine
Glemmes Død og Pine!
Det var Moders gode Ord,
Som os bar med Smerte,
Naar hun gik fra Herrens Bord,
Trøstet i sit Hjerte,
Naar hun gik fra Herrens Huus
I en salig Glædes-Ruus,
For hun kunde mærke,
Naadig er den Stærke!
Moders Tro end i os boer,
Derfor vi ei vrage
Smuler under Herrens Bord,
Men til Takke tage,
Bede kun vor Himmel-Ven,
Tage saa mod os igien,
Og med sine Dyder
Skjule vore Lyder!
Men vor Moders dybe Lyst
Til i Himme-Rige,
Hvilende ved Herrens Bryst,
Værdig Tak at sige,
Den forstærke Herrens Aand,
Saa den sprænger alle Baand
Herlig overvinder
Hvad end er til Hinder!
Da os vinke rundt om Bord
Davids-Borgens Stole,
Da i Glandsen af Guds Ord
Skal sig Støvet sole,
Hjertet, med Forundring stor,
Lære alt paa denne Jord,
Naar Han er hos Sine,
Glemmes Død og Pine!