Fader-Vor er Herrens Bøn,
Passer sig kun for Guds Søn,
Som Sig os tilregner,
Og for Brødre, Systre smaa,
Som, med Barne-Tro derpaa,
Ham sig kiækt tilegner!
Men hvor er nu Tro og Haab,
Som de lyde ved vor Daab,
Hvem har dem nu inde?
Fattes ei de Liv og Aand,
Selv hvor de med Barne-Haand
Drages end til Minde!
Derfor læses Fader-Vor,
Som i Bog det skrevet staaer,
Sjelden kun det bedes,
Sættes lavt mod egne Ord,
Regnes knap ved Herrens Bord,
Naar til Fest der redes!
Som det gaaer med Herrens Bøn,
Saa med Navnet paa Guds Søn,
Rod til Bønnens Dyder:
Faa kun lyder saa i Favn
Nu Vorherres Jesu Navn
At det Hjertet fryder!
Vel hver Bøn med ærligt Sind
Kommer for Guds Throne ind,
Engle den frembære,
Undres selv dog høilig paa,
At ei længer nu de Smaa
Fader-Vor kan lære!
Lederen paa Livets Vei,
Herrens Aand dog undres ei,
Dybt han kun bedrøves,
Sukker: hvi kom jeg herned
Til den hele Menighed,
Hvis jeg ei behøves!
O du gode Hellig-Aand!
Aldrig kan dit Lede-Baand
Herrens Folk undvære,
Ei til Himmels fare Børn,
Hvis paa Vinger ei som Ørn
Du dem did vil bære!
Bliv ei vreed, vi sov saa haardt,
Kirke-Livet sov vi bort,
Og med Livet Trøsten,
Aar for Aar blev Hjertet sløvt,
Dag for Dag blev Øret døvt
Luft for Himmel-Røsten!
Men nu vaagned vi igien,
Som en Død, hvis bedste Ven
Ved hans Baare sukked,
Da dit Suk blev Hjertets Trøst,
Atter for din Guddoms-Røst
Øret sig oplukked!
Herrens Bøn og Troens Grund
Hørde af Vorherres Mund
Vi da brat med Gammen,
Aand og Liv blev Herrens Ord,
Ved vor Daab og ved hans Bord,
Selv du sagde Amen!
Op vi med det Amen fik
Munden, som i Baglaas gik,
Mens vi sov paa Bogen,
Aabned vi den lidt for høit,
Gned vi øine lidt for drøit,
Saa kun bli’r man vaagen!
Nu vi kommer grandt ihu,
At vor Talsmand kaldtes Du,
Før vi randt af Rode,
Talsmand i Vorherres Navn,
Ham til Ære, os til Gavn,
Faders Aand, den Gode!
Derfor sagte nynne vi:
Talsmand! staae os kraftig bi!
Lær Du os at bede,
Som Guds Søn, der, uden Bog,
Himlens rette Barne-Sprog
Husked godt hernede!
Trøstens Aand paa Jorderig!
Troen lever kun af Dig,
Giv den Mod og Evne,
Saa i Navnet af Guds Søn
Vi kan bede Herrens Bøn,
Gud vor Fader nævne!
Uden Dig det klinger dødt,
Haardt og stivt, ei blødt og sødt,
Jesus Drot at kalde,
Lær os Smaa nu, i din Favn,
I Vorherres Jesu Navn
Ret paa Knæ at falde!
Slaae et Kors med Herrens Røst
For vort Aasyn og vort Bryst,
Saa vi kan fornemme,
At vor Jesus, det er Ham,
Som, trods Korsets Død og Skam,
Har Gud-Faders Stemme!
Da vi hørde Troens Ord,
Vel med Ja og Amen svor
Vi til Korsets Fane,
Men kun paa det Vilkaar godt,
Du til vor og Korsets Drot
Vei os vilde bane!
Der var Himmel-Vidner Tre
Til vor Daab, vel ei at see,
Alle dog at høre;
Med vor egen Mund de To
Dig i Pant til Moder Tro
Satte for vort Øre!
Ja, det er en afgjort Sag,
Dig pantsatte til sin Dag
Herren i sin Kirke;
Godt begyndt er halv fuldendt,
Saa det Værk, Du er udsendt
Til som Gud at virke!
Selv den store Snog at slaae,
Selv til Paradis at gaae,
Os er over Magten,
Havde derfor Herren glemt,
Hvad Han loved os bestemt,
Selv Han brød jo Pagten!
Men kan Moder glemme Søn,
Os ei glemmer han i Løn,
Som os dyrekiøbde,
Som os, til en evig Trøst,
Med sin Faders Aand og Røst
Korsede og døbde!
Skiøndt vi, trods den gode Pagt,
Stod mod Fienden slet paa Vagt,
Sov fra al vor Glæde,
Han til Enden elsked dog
Dem, Han skrev i Livets Bog,
Elskede som Spæde!
Han os kaldte med sit Kluk,
Han os vakde med dit Suk,
Trøster med din Tale,
Bøier i sit Frelser-Navn,
Løfter til sin Faders Favn
Høit i Himmel-Sale!
End vi stammer paa den Bøn,
Der kun passer paa Guds Søn,
Som Sig os tilregner,
Og paa Brødre, Systre smaa,
Som, med Barne-Tro derpaa,
Ham sig kiækt tilegner!
Væxt vi alle har behov,
Levende dog, Gud skee Lov!
Stammer vi i Aanden!
Kommer Tid, da kommer Raad,
Stemmen giennem Sang og Graad
Styrkes efterhaanden.
Da Guds Aand af Hjertens Grund
Lægger Bønnen i vor Mund,
Fader-Vor vi sige,
I Vorherres Jesu Navn,
Saa os i Gud-Faders Favn
Aabnes Himmerige!