Guds Naade-Soels Aarvaagenhed,
Dens Omhu og dens Møie,
Fra den stod op, til den gaaer ned,
Kun seer Hans Forsyns Øie,
Men i Guds Vingaard, trindt paa Jord,
Oplyser sine Straale-Spor
Dog Solen i det Høie!
I Verdens Morgen-Stund opgik
Det Lys, vi Livet skylde,
Sin Middags-Glands og Kraft det fik
Dog først i Tidens Fylde,
Da Morgen-Røden, evig from,
Ved Midnats-Tid til Verden kom,
Paany den at forgylde!
Da planted sig en Vingaard ny
Gud Fader paa det Lave,
Og Arbeids-Folk i Morgen-Gry
Han leied til sin Have,
Men leier immer Fleer og Fleer,
Som ledig Han paa Torvet seer,
Dem lover Gunst og Gave!
Det lakked alt mod Aften brat,
Da ogsaa os han leide,
Vel snart vi har den sorte Nat,
Da Ingen kan arbeide;
Vi ledig stod den hele Dag,
Til Tidsfordriv vi sov i Mag,
Naar ei vi laae i Feide!
End er der dog paa Nattens Rand
En Times-Tid tilbage,
Og giør vi kun det Lidt, vi kan,
Som gamle Folk og svage,
Da faaer vi hvad Han kalder Ret,
Som, gavmild, sig forregner let,
Vil heller gi’e end tage!
Ja, Vingaards-Manden, hovedrig,
Og fremfor Alt paa Naade,
Den Sidste giør den Første liig,
Det er en herlig Gaade,
De Lærde ei den løse kan,
Men alle Smaa har den Forstand,
At Nøglen er Guds Naade!
Ja, Gud! hvad er dog al vor Daad,
Vor Tanke og vor Tale,
Vort Anslag og vort Hjertes Raad,
Naar deiligst vi dem male?
Naar Du os i dit Lys beseer,
Omvendes strax til Støv og Leer
Det Guld, hvoraf vi prale!
Og Hvem har saa vel gjort det Leer?
Og Hvem gav det Guld-Farve?
Kan uden Liv vi flytte Fjer,
End sige Plov og Harve?
Kan af os selv med Kraft og Held,
Vi slaae vor Synd og Død ihjel,
Med Selv-Tægt Himlen arve!
O Gud! vi er jo først og sidst
Et Værk kun af din Naade,
Thi maa den baade her og hist
For vore Kaar vel raade,
Og har til Redskab Den os brugt,
Vi høste jo Dens Arbeids Frugt,
Naar vi faaer Løn af Naade!