Dag med Ære, Dag med Ynde!
Rosen-Krands om Lilje-Vaand!
Paa dig vilde skiønt begynde
Værket sit den Hellig-Aand:
Tunger tænde, Hjerter smelte,
Slynge Kiærlighedens Bælte
Om al Jordens Folkefærd!
Nu sin Brud til Livets Dronning
Gjorde Han, som holder Ord,
Udaf Klippen Jomfru-Honning
Sprang i Kilde-Vældets Spor!
Fæstens-Gaven med det Samme:
Himmel-Templets Alter-Flamme,
Sænked sig i Brudens Skiød!
Loven kom med Lyn og Torden,
Blegne maatte hvo den brød!
Jule-Budet kom til Jorden
Som en Vaar-Soel morgenrød,
Gjorde blege Kinder røde,
Aanded Livs-Kraft i de Døde,
Og beseired Ondt med Godt!
O, taalmodig oppebiet,
Hvilken liflig Høitids-Dag,
Da Guds Kirke blev indviet,
Ei med rædsom Torden-Brag,
Men som tusind Harper suse,
Tone-Havets Bølger bruse,
Stjerner kvæde lydt i Chor!
Offret af den første Grøde
Straaled nu i Middags-Glands:
Hvede-Kornet, som nys døde
Bar alt frem sin Axe-Krands,
Jorden god, foruden Mage,
Paa halvtredsindstyve Dage
Bar alt Frugt: tretusind Fold!
Jordens Vin-Træ, himmelsk podet
Af den store Vingaards-Mand,
Nu udøste Drue-Blodet
Over Christi Føde-Land!
Som sig bør til nye Vine,
Skabdes Kar der ny og fine
Til den ædle Drue-Saft!
Til den Vin, som os henrykker,
Skabdes Kiærlighedens Skaal,
Og den Aand, som Alt udtrykker,
Samled alle Tungemaal,
Skabde deraf, stjernebroget,
Himmelfarvet, Kirke-Sproget,
Christen-Folkets Moders-Maal!
Derfor vi kun værdig nyde
Vinen stærk og sød og reen,
Naar vi alle sammenflyde
I Guld-Bægeret til Een,
Saa med alle Christnes Tunger
Moder-Hjertet sødt udsjunger
Eet og samme Guddoms-Ord!
Bæger, som og selv er Haanden,
Dan os alle efter dig!
Tunge, som og selv er Aanden,
Skab os om guddommelig!
Hellig-Aand! i dine Arme,
Med din Røst, med Liv og Varme,
Lad os love Guders Gud!