Libanons de høie Cedre,
Vidtberømte paa vor Jord!
Og du Fugl med lange Fjedre!
Sært om eder lød Guds Ord,
Dunkel falder Billed-Talen
Om den Ceder-Top i Dalen,
Som til Vinstok blev omskabt.
Men vor Drot, som boer histoppe,
Over Bjerg, som over Dal,
Siger: see af Ceder-Toppe
Jeg vil bryde uden Pral
Hjerte-Skud, det allerbedste,
Paa mit Bjerg det at rodfæste
Til et herligt Ceder-Træ.
Have skal det med sig Lykke,
Skyde Krone himmelhøi,
Saa ei der skal savne Skygge
Nogen Fugl, i Luften fløi!
Varigt skal det ogsaa vorde,
Frister end det Vintre haarde,
Altid fryde sig i Vaar!
Saa skal Slægter alle skiønne:
Mig al Magten hører til;
Jeg giør visne Stammer grønne,
Lader visne hvad Jeg vil;
Jeg fra Sky til Jord nedbøier,
Jeg fra Jord til Sky ophøier,
Alt hos Mig som sagt, saa gjort!
Sjunger liflig, alle Fugle,
Om Vorherres Ceder-Træ,
Som, fra Maglegaard til Thule,
Gav for Storme Ly og Læ!
Lover Herren, alle Slægter,
For Han vil, som godt Han mægter,
Frede om vort Stamme-Træ!
Salomons de bedste Klæder
Var mod Liljens Vadmel kun,
Templet Hans af glatte Bræder
Fra den gamle Ceder-Lund
Mindre dog endnu kan taale
Med den Ceder sig at maale,
Som er Christnes Kirke-Tag!
Under Livets Træ vi bygge,
Paa Guds Kirke-Bjerg, det Ny,
Der er baade Lys og Skygge,
Der er Kiølighed og Ly,
Der er Udsigt i det Fjerne,
Over Hav og over Stjerne,
Til det evige Palads!
Israel den gamle Ceder
Var paa Herrens Libanon,
Den, som nu sig vidt udbreder,
Og som selv er Liv og Aand,
Nyt og Gammelt godt forliger,
Thi med Frelseren nedstiger
Ogsaa Den fra Abraham!