Som Foraars-Solen mild og blid,
Vor Trøster-Mand fra Arilds-Tid,
Naar tit vi faldt i Fiende-Haand,
Du løfted Aag, Du løste Baand,
Saa brat sig Bladet vendte!
Ja, Herre! Du var from og god,
Du skjulde Brøst og Synd forlod,
Du dæmped selv din Vredes Ild,
Din Varme blev som Solens mild,
Saa brat sig Bladet vendte!
Som godt Du har begyndt, bliv ved!
Vor Frelser-Mand! giv os din Fred!
Vær dog ei vreed fra Slægt til Slægt!
Lad Miskundhed faae Over-Vægt
Saa brat sig Bladet vender!
Tilgiv os, som en gammel Ven,
Og giør os levende igien!
Lad Folket dit med Fryd paany
Lovsynge Dig i høien Sky,
For brat sig Bladet vendte!
Ja, fri og frels os, Herre kiær!
Beviis, Du er vor Tillid værd!
Lad høres det i allen Stad,
Hvor du dit Folk giør sjæleglad,
Naar brat sig Bladet vender!
Nu tys! lad ret os lytte til!
Hvad Herren med os tale vil;
Thi, til sin hele Menighed,
Med Hjerte-Tro, Han taler Fred,
Saa brat sig Bladet vender!
Ja, nu Hans Salighed er nær
Det Hjerte-Folk, som har Ham kiær;
For Skammen skjulde os som Vand,
Skal Æren bølge i vort Land,
Naar brat sig Bladet vender!
Til Naaden, hvor det klinger sødt!
Guds Sandhed siger da: velmødt!
Retfærdighed da kysser Fred,
Saa Hjerter smelte maa derved,
Naar brat sig Bladet vender!
Retfærdighed fra Himmerig
Sig bukker dybt og yndelig,
For Sandhed af det mindste Frø
Sig skyder op paa Verdens Øe,
Naar brat sig Bladet vender!
Da med Vorherre stiger ned
Til Jorden Guds Retfærdighed,
Da blomstrer Haab, da voxer Trøst,
Og vi faaer en velsignet Høst,
Naar brat sig Bladet vender!