Daniel i Løver-Kulen
Slumred under Kongens Seigl,
Og uskadt han steg af Hulen,
For hos ham ei fandtes Feil,
Lukkede var Løvers Munde,
Bide, brøle ei de kunde,
En Guds Engel saa dem bandt!
Han opstod, da sank hans Fiender,
Og opladt var Løvers Mund,
Den dem slugte uden Hinder,
De kom ei til Hulens Bund;
Vidt om Land gik med det Rygte
Kongens Lov, den Gud at frygte,
Som beskærmed Daniel!
Frelseren i Orme-Gaarden
Slumred under Fiendens Seigl,
Men mod Synd-Naturens Orden
Fri var Han for alle Feil,
Derfor Ham ei Orme-Munde,
Ei Opløsning røre kunde,
Sødt udhviilt, stod faur Han op!
Jorden rundt paa Rygtets Vinger
Gik og gaaer det Naadens Ord,
Engle-Muren saa omringer
Jesu Venner under Jord,
Sødt i Orme-Gaard de hvile,
Kan i Kveld ad Døden smile,
Skal i Gry opstaae med Glands!