Kæmpe-Skridt, som ingen Anden,
Tager Christus, Guddoms-Manden,
Alle Bjerge som paa Vinger
Drabelig han overspringer,
Evig deraf bærer Spor
Himmel, Helvede og Jord!
Først fra Solbjerg, over Skyen,
Sprang han ned til Davids-Byen,
Sprang fra Guddoms-Herligheden
Til et Barne-Svøb herneden,
Det med Engle kalde frit
Adams Børn et Kæmpe-Skridt!
Saa han sprang fra Blomster-Tuen
Dristig ned i Mørke-Stuen,
Brød ei Hals, ei Been og Arme,
Kom til Hel med Liv og Varme,
Det med Suk selv Djævle tit
Kalde maae et Kæmpe-Skridt!
Sidst han sprang fra Djævle-Krogen,
Lukt igiennem Helved-Taagen,
Jord forbi, op over Solen,
Op paa Himmel-Kongestolen,
Og med Gud vi kalde frit
Mageløst det Kæmpe-Skridt!