O, saligt dog det Øine-Par,
Som først saae Lys i Graven,
Saae Livets Træ vidunderlig
Opskudt i Dødning-Haven,
Saae ham, som nys paa Korset leed,
Oplivet af Guds Herlighed!
O, det var din Lyksalighed,
Marie Magdalene!
Men var maaskee oprindelig
Du af de Engle-Rene,
Med Gud for Øine, hvor de gaae,
Som vi paa Jord kan aldrig naae?
Nei, til vor Trøst, evindelig,
Du var en Synderinde,
Saa gruelig vildfarende,
Som nogen kiærlig Kvinde,
Kun ved din Tro, paa ham som leed,
Fik Syn du for Guds Herlighed!
Kun som hans Efterfølgerske,
Af Hjertet angergiven,
Kom nær du i Lyksalighed
Maria, Jomfru-Viven,
Saa alle Slægter prise maae
Dig salig for hvad først du saae!
Ja, ydmyg Frelser-Moderens
Din Ære efterstræber,
For Ordet om Opstandelsen
Blev født paa dine Læber;
Hun fødte ham, som Liv kom fra,
Du Skabningens Halleluja!