Helten, som os hjalp af Nød,
Høilig vi berømme,
Ham, som fra den bittre Død
Tog dens Herredømme!
For vor Kæmpe, Kvindens Sæd,
Afgrund skjalv og Døden græd,
Helved faldt til Føie!
Varsel for hans Daad der gik,
Thi ved Midnats-Tide,
I hans Fødsels Øjeblik,
Lys fra Øster-Lide
Steg med meer end Sole-Glands,
Spredte sig til Straale-Dands,
Sang med Engle-Stemme!
Han til Helveds Orme-Gaard
Gik med Lys og Lygte,
Der sin "Penning" og sit "Faar"
Flittig han opsøgde,
Mørket tabde, Lyset vandt,
Hvad han ledte om, han fandt,
Kom med Fryd tilbage!
Helten under Straale-Hjelm
Giæsted Mørkhjems —Drotten,
Skuffet blev den gamle Skielm
Skaden fulgde Spotten;
Bundet blev den Jette stærk,
Løst hans Hjelm og Brynje-Særk,
Plyndret blev hans Bolig!
Fanget i sit eget Garn,
Tabt har han al Vinding,
Kvindens Sæd, Marias Barn,
Knuste Slangens Tinding,
Deelde Byttet blandt de Smaa,
Vinker til sin Himmel blaa
Os med Seiers-Tegnet!