Den yndigste Rose er fundet
Blandt stiveste Torne oprundet,
Ja, Himlens den deiligste Pode
I Jorderigs Vildernis groede!
Alt længe henvisnet med Eden
Var Livs-Træets Spire herneden,
Til Vinter gav Sommer kun Føden,
Saa gyldent kun høstede Døden!
Da lod Gud en Rose opskyde,
Hvis Duft kan oplive og fryde,
Hvis Saft kan for Døden helbrede,
Gienføde Livs-Træet hernede!
Nu blomstrer Guds Kirke med Ære,
Og Saligheds Frugter mon bære,
Thi Jesus dens Grøde opliver,
Naar Sjælen i Alle han bliver!
Al Verden nu burde sig fryde,
I Lov-Sang om Julen henflyde,
Men Mange har aldrig fornummet,
At Rosen til Verden er kommet!
Forhærdede Tidsel-Gemytter!
Saa stive som Torne og Støtter!
Hvi holde I eder saa ranke
I Hovmods den Helvedes Tanke?
I Hjerner som Bobble og Blære,
Hvor kan I saa daarlige være?
Kan eder vel lære Fornuften
At finde Livs-Træet i Luften?
O søger de lavlændte Steder!
Der smile de barnlige Glæder!
Der faae I Guds-Barnet i Tale,
Thi Roserne voxe i Dale!
O Jesus! for immer du være
Min Rose, mit Liv og min Ære!
Din Deilighed Hjertet indtage!
Din Sødme selv Tungerne smage!
Maa Verden mig Alting betage,
Skal Tornene rive og nage,
Maa Hjertet end bugne og briste,
Kun aldrig min Rose jeg miste!
Forgæves da kastes mig Graven,
Jeg gaaer med min Rose til Haven,
Og hører den i Paradiset
Af alle Smaae-Blomsterne priset!