Op, Hjerte, op med fyrig Tro,
Lev op i Aandens Fryd og Ro!
Bort, Verdens Vee og Vaande!
Det store Seigl, det er nu brudt!
Den visne Stub paany har skudt!
Stort Nyt er nu forhaande!
Jorden
Vorden
Er din Lige,
Himmerige!
Det udretted’
Barnet, som os var forjættet!
O Under-Barn med Guddoms-Kraft!
Du fordum har din Moder skabt,
Er nu dit Fosters Pode!
Ad dig som Gud jeg Ære giør,
Og ærer hende, som jeg bør,
Der fødte Verdens Gode!
Helligt,
Saligt
Moders-Livet,
Som har givet
Dig at die!
Jomfru-Dronning stor Marie!
Saa kom du da, vor Frelser sød,
Da Verden droges med sin Død,
Sig kunde selv ei redde,
Da Trængsel, Sorg og Længsels Nød
For Herrens Folk i Skaalen flød,
Snart over alle Bredde!
Bud kom
Fra Rom,
Folk at skatte
Og udmatte,
Da blev funden
Himlens Skat paa Krybbe-Bunden!
Klag nu, Guds Folk! end ikke da,
Naar Verden klart dig falder fra,
Din Armod daglig stiger!
Her er den Store dalet ned.
Som Raad for alle Uraad veed,
Hans Armod dig beriger!
Føi dig!
Bøi dig!
Ham til Ære
Arm du være!
Ham du eier,
Hvem al Verden ei opveier!
Nu evig Priis og Ære skee,
Vor Gud, den Aller-Høieste,
Som vilde Sig forbinde
Med Jorden til en evig Fred,
Sin egen Søn i Kiærlighed
Til Moder gav en Kvinde!
Hjertet,
Ydmygt
Tro hengivet,
Moders-Livet
Nu med Ære
Skal for Herren altid være!