En Sæde-Mand gik ud at saae,
Og strøede rundt med begge Hænder,
For overalt det skulde naae,
Imellem begge Ager-Ender!
Der faldt Endeel paa Alfar-Vei,
Hvor ingen Sæd kan fæste Rødder,
Hvad Luftens Fugle raned ei,
Det traadtes under Heste-Fødder!
Der faldt Endeel i Jord-Lag tyndt,
Som Solen alt i Blad forbrændte,
Saa Vexten, pludselig begyndt,
Med Visning hovedkulds sig endte!
Der faldt Endeel i Tjørne-Krat
Kom op, men havde Kaar fuldtrange,
Thi i sin Vext blev Straa forsat,
Og Axene blev hardtad svange!
Men Resten faldt i Venne-Vold,
I Muld-Jord god, den favnedybe,
Den Ypperste gav hundred Fold,
Den Voveste gav ti og tyve!
Den samme Skæbne og Guds Ord
Har under alle Himmel-Egne,
Saamange Slags, som der er Jord,
Er der og Hjerter allevegne!
Hvor Hjertet er som Alfarvei,
Saa steenhaardt og saa ligegyldigt,
Der Troen sig indfinder ei,
Men Ordet er deri uskyldigt.
Hvor Hjertet vel som Vox er blødt,
Men dog til Verden solgt i Grunden,
Naar Verden truer, flux er dødt
Det Haab, der leved kun i Munden!
Hvor Hjertet vel er halvveis godt,
Men deelt foroven og forneden,
Der tornekrones Ærens Drot,
Thi halte kan ei Kiærligheden!
Hvor Hjertets Lyst er Liv og Fred,
Som Perlen, der for Alt maa kiøbes,
I Tro og Haab og Kiærlighed
Det Maal opnaaes, hvortil der løbes!
Med Grad-Forskiel i Herlighed,
Men overalt er Liv og Fred,
Og evigsøde Fryde-Sange!