Kan gamle Folk gienfødes
I Christi Kirke-By,
Den gamle Adam dødes,
Afløses af den Ny,
Af ham, Hvem det er givet
Til os at finde Livet,
Og Lyset hos sig selv?
Vorherre, Ja og Amen,
Han klarlig siger ja,
Vor Mening allesammen,
Den giør ei til, ei fra;
Er end, som tit desværre,
Vor Mening mod Vorherre,
Han giør dog hvad han vil!
Som Vinden reiser Bølger,
Skiøndt Øiet seer den ei,
I Tale-Strømmen dølger
Sig Aandens Konge-Vei,
Dog giennem Øre-Sundet
Er Aanden nær forbundet
Med Hjertets Konge-Dyb!
Det er et stort Vid-Under
At fødes anden Gang,
Men naar derpaa Man grunder,
Med Barne-Tro i Vang,
Det soleklart dog bliver,
Ei bedre man begriber,
Hvordan man først blev til!
Vil Gud paany velsigne,
Paany og fødes Alt,
Vi fødes til at ligne
Den Første, før han faldt,
Vi vinde, hvad han tabde,
Hvem i sit Billed skabde
Vor Gud af Støv og Muld!
Derfor Guds store Gaade,
Det er Hans Kiærlighed,
Med Livet af Guds Naade,
Og ei Hans skjulte Fjed,
Hvis Vei i Røstens Bølger
Sig kun som Skibets dølger,
Som Kiølens Fjed paa Hav!
Er Sønnen Ja og Amen,
Det levende Guds Ord,
Hvorved det blev Altsammen
I Himmel og paa Jord,
Det Brudte dog vel bøde,
Det Tabte vel gienføde
Kan samme Skaber-Ord!
Kun Synder har paa Rente
Vi hos den sande Gud,
Kun Død og Dom ivente
Af alle Lovens Bud,
For Ret os times Naade,
Det er den store Gaade,
Som vi skal undres paa!
For Herrens Tro og Love
Har Borgen vi fuldstærk,
Hvi skulde vi ei vove
At troe et Under-Værk,
Som klarlig er fornøden,
Om Syndere, trods Døden,
Skal times evigt Liv!
Gienfødes og fornyes,
Det er vor sande Tarv,
Om Helved skal undflyes,
Og vi faae Himmel-Arv,
Thi Arv er Børne-Retten,
Vi blive maae af Ætten,
Før vi har mindste Krav!
Hvordan nu Gud det mager
Med sin eenbaarne Søn,
Saa Han i Favn os tager
Til Deel i Arven skiøn,
Det er jo vist en Gaade,
Langt større dog Guds Naade
Og Christi Kiærlighed!
Paa dem vort Haab vi grunde,
Og Haabet skuffer ei:
Naar vi kun nogenlunde
Vil følge Faders Vei,
Vi finde alt herneden
Saa himmelsk Kiærligheden,
At Haab slaaer Frygt ihjel!