Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden dig med Torne kroner,
Du det seer, jeg har isinde
Rosen-Krands om Kors at vinde,
Giv dertil mig Mod og Held!
For Dit Ansigt vil jeg træde,
Thi jeg troer, du er tilstæde;
Jeg tilbeder dig i Støvet,
Fordi reen, som Guldet prøvet,
Du er dog miskundelig!
I Dit røde Hav jeg havner,
Dine Fødder jeg omfavner,
Thi ei stolt du mig foragter,
Mig fra Korsets Træ betragter
Du med dyb Medlidenhed!
Ak, hvor fattig! ak, hvor nøgen!
Gruelig er med dig Spøgen!
Men jeg veed, for det at lide,
Født du blev ved Midnats-Tide,
Selv du valgde Korsets Skam!
Hvad har dig hos Gud bedrøvet?
Og hvad elsked du hos Støvet,
At du vilde Alt opgive,
For at holde os ilive,
Os dig at meddele heel?
Kiærligheden, Hjerte-Gløden,
Stærkere var her end Døden,
Heller giver du end tager,
Ene derfor dig behager
Korsets Død i vores Sted!
Ak, nu føler jeg tilfulde
Hjertets Haardhed, Hjertets Kulde!
Hvad udsprang af disse Fjelde,
Navnet værdt, til at giengælde
Frelser-Mand, din Kiærlighed?
Dog jeg troer, af dine Vunder
Væld udsprang til stort Vidunder,
Mægtig til hver Steen at vælte,
Til Iis-Bjerge selv at smelte,
Til at tvætte Hjertet reent!
Derfor beder jeg med Taarer:
Leed den ind i mine Aarer,
Floden, som kan Klipper vælte,
Floden, som kan Iis-Bjerg smelte,
Som kan Blod-Skyld tvætte af!
Du, som har dig selv mig givet,
Lad i dig mig elske Livet,
Saa for dig kun Hjertet banker,
Saa kun du i mine Tanker
Er den dybe Sammenhæng!
Skiøndt jeg maa som Blomsten visne,
Skiøndt min Haand og Barm maa isne,
Du, jeg troer, kan det saa mage,
At jeg Døden ei skal smage,
Ja, jeg troer paa Korsets Gaade,
Giør det, Frelser, af din Naade!
Staae mig bi, naar Fienden frister!
Ræk mig Haand, naar Øjet brister!
Siig: vi gaae til Paradis!