Med sin Alabaster-Krukke,
Fuld af Salve dyrebar,
Hun som maatte skamfuld sukke:
Herre, ynkes! Herre, spar!
Kom, med Hjertet sønderknuset,
Ind i Pharisæer-Huset,
Hvor tilbords den Rene sad!
Synderinden kom med Rødme,
Krukken brat hun sønderbrød,
Salven dyrebar med Sødme
Over Herren hun udgiød,
Lod og sine Taare-Strømme
Herrens Fødder oversvømme,
Tørred med sit Hoved-Haar!
I min Barm, som denne Kvinde,
Hjertet føler Banghed stor,
Sniger, som den Synderinde,
Sig til dig ved Naadens Bord,
Rødmer, blegner, føler Vaanden,
Eftergiør det Alt i Aanden,
Sukker: Herre, ynkes, spar!
Som min Gud jeg dig vil dyrke,
Som en Soel for mig oprind!
I min Sjæl er Mulm og Mørke,
Midnat uden Maane-Skin,
See dog til mig fra det Høie!
Speile sig dit Sole-Øie
I min stille Taare-Flod!
Himlen sig til Jorden bukked,
Dengang du blev Støvets Søn,
Bøi dig nu til Hjerte-Sukket,
Øre dit til Angers Bøn!
Dine Fødder jeg med Glæde
Vil i dine Fodspor væde,
Tørre med mit Hoved-Haar!
For din Røst i Kveld fuldbange,
Skjulde sig, i Paradis,
Eva med de Lokker lange,
Jeg dem giver nu til Priis,
Mig ei meer jeg vil undskylde,
Men Guldtaarer skal forgylde
Korset paa din Konge-Vei!
Mine Synder, dine Domme,
Bundløst Dyb at tænke paa,
Lad din Naade til dem komme,
Og i Dybde overgaae,
Naar af den jeg er oplivet,
Hun, som Meget er tilgivet,
elske vil dig evig ømt!
Laae du under Moder-Hjerte,
Har du diet Moder-Bryst,
Kiender du og Kvindens Smerte,
Kvinde-Hjertets Liv og Lyst!
O, Marias Søn, du Bolde,
Døm mig ei med Læber kolde!
Skjul mig i din Kiærlighed!