Vaaren var fløiet og min Elskerinde med . . .
Sagen var gaaet ganske naturlig til: jeg var blevet hende led;
jeg havde tryglet — og naar hun var ond, havde jeg bedt om Naade,
og føjed’ alle hendes Luner, der ofte var vilde og kaade.
Jeg var øm og kærlig og bar hende saa at sige paa Hænderne,
og for hendes Skyld brød jeg baade med Fa’r, med Mo’r og med Vennerne.
— Var det et Giftermaal? Nej, det var ikke dannet i Samfundets Lignelse,
skønt alt, hvad vi mangled’, det var kun Præstens Velsignelse.
Jeg maatte suge paa Labben. Tiden var skral, og de gamle smækked’
Døren i for min Næse paa Trods — og saa blev jeg end mere ægget.
— Om hun var smuk, Brunette, Blondine, plump eller sekstenaars-smækker,
Dame eller Tos — det siger kun lidt! Hun var min Kærligheds Vækker
og mit Alt.
Hun var iøvrigt baade knibsk og gamin-agtig.
Vi lod fem være lige og leved’ paa vor Vis bohêmienagtig.
Mit Indbo bestod af en Træstol, et trebenet Bord og en Skuffe;
vor Seng var et brungult Nerzfo’r og vor Hovedpude en Rævehalemuffe.
Ingen Konge hviled’ tryggere paa sine Ederdunspuder
end vi i de fløjlsblødt-kildrende Dyrehuder.
En Morgenstund tog hun sit Tøj — det blev Slut paa vor Historje;
hun sagde ikke andet, end hvad jeg selv kunde se: »Nu gaar jeg!«
Det var i Skumringliden.
Krydret af hende var Luften, Stolen, Klæderne, Sengen,
en Lugt som af Tang, blandet med Duften af Hø paa Engen;
hist laa en Haarnaal, et Bændel; den næsten tandløse Kam
var gennemfiltret af stride Haar, der dufted’ brunstig og ram.
Overalt laa Minder, der i flimrende Tusmørkestunder
brød op som i skorpede Saar vidtspilede Vunder;
som var Stuen en usynlig Fonograf, der gengav i lyssvøbte,
henaandte Ord hendes Kærtegn, hendes Haan, hendes taare-døbte,
elskovsbaarne Hulken . . . .
— — Da faldt der paa mit Øje som sviende Dug,
og det blinked’ med gækkende, lysnende Fnug.
Der klang Latter
som min Elskedes Graad,
lystelig dyb
og hulkende kaad.
Der spruded’ Gnister
med knitrende Skrald
som i Taager Lyden
af Piskeknald.
Jeg var ene, forladt. —
Men rislende fo’r
som Haan gennem Mørket
Aabenbaringens Ord:
Jeg nitter en Kæde,
som ingen sprænger,
den hages i Kødets
spilede Flænger.
Den hamres af Kulden,
den smeddes af Leden,
den lænker til Døden
Kærligheden.
De skrumpne, magre Poeter
forvrængte min Urtids Gestalt,
til mine kaarne Profeter
de Stympere tro’de sig kaldt;
de skænkte mig Guddomskronens
glitrende Glorie-Glans
og gjorde mig blodløs som Maanens
sitrende Lysbølge-Dans.
Det ædleste rene de blanded’
med Hjærtets harmoniske Fred;
derudaf mit Væsen de danned’,
det kaldte de: Kærlighed.
I mit Næsebo’r blæste de Aanden,
som de blæste i deres Gud,
og de helgned’ i Døbefonden
mit paahængte himmelske Skrud.
De Daarer! Mit Væsen er hedensk
fra Jordens Livmodermund,
jeg passer kun slet i en edensk
drømmende Palmelund.
Jeg sprænger Dogmer og Krypter
og Templers spærrende Bom,
for trang er de dybeste Dybder
til Rum for mit Herredom.
Jeg er det skabtes Fornyer,
der virked’ fra Tidernes Ur,
ved min nærende Aande gryer
den golde, døde Natur.«
Jeg leder i Mand og Kvinde
mit Væsens elektriske Strømme,
det dirrer i alle Nerver,
som i sansegøglende Drømme;
der sværges, der higes mod Sjælenes
sammensmæltende Enhed
— hver Ed, der smutter fra Læben
er, for end den fødes, en Mened.
De spræller som fangne Vilddyr
og drages en Stund mod hinanden
i Kraft af mit Væsens Naturlov,
som koglende daarer Forstanden.
Det jubler med knitrende Gnister
fra Attraaens flammende Sprud:
han gøgler hende til Guddom —
og hun gøgler ham til sin Gud.
De hader hinanden som Fjender,
fordi jeg tvinger paa Skrømt
de stridske at elske hinanden
moderlig hægende-ømt.
Der hulkes i vaarlys Latter,
der smiles i sviende Taarer —
den Højre knyttes i Dødsangst —
mod den elskedes Bryst — og saarer
— medens den Venstre piller Charpi til
at linde de gabende Vunder.
Der elskes i Hadets Ildhav,
der hades i Elskovens Stunder.
Som diametrale Kontraster kun
drages to mod hinanden.
Jeg leder i Kvinden mit negative
og mit positive i Manden.
I Øjestraalernes Brydning
fosforne Flammer knitrer,
og Legemets traadfine Nerver
som Lysbølger dirrende sitrer.
En maa suge
den andens Art:
positiv bliver
negativ snart.
Lig Spektrets Farver skifter
de elektro-magnetiske Strømme:
den ømme bliver den kolde,
den kolde bliver den ømme.
En maa flygte,
fordi En drages,
En er den søgte,
fordi En vrages.
Nu begynder det vekslende Tryllespil
alt efter Kulde og Hede:
Glød avler Is, Is avler Glød,
— Kærlighed avler Lede.
Jo mere En trygler,
des mer’ maa En flygte,
des brattere Kløft
mellem En og den søgte.
Ti aldrig foréntes
to, der blev dragen:
den, som sig nærmer,
bli’r slagen.«