I
Vaaren var fløjet —
og min Elskerinde med.. .
Det hele var gaaet ganske naturlig til: jeg var bleven hende led.
Hvor kunde jeg vel vide, at for hendes Glød
Var Uro og Tvivl det daglige Brød.
Jeg havde tryglet. Naar hun var ond, havde jeg bedt om Naade,
Og føjet hendes Luner, var de end nok saa kaade.
Jeg havde været øm og kærlig og bar hende saa at sige paa Hænderne,
Og for hendes Skyld brød jeg baade med Slægt og med Vennerne.
Vi maatte suge paa Labben. Tiden var skral, og de Gamle smækked’
Døren i for min Næse paa Trods — og saa blev jeg end mere ægget.
— Om hun var smuk, Brunette, Blondine, plump eller sekstenaars-smækker,
Dame eller Tøs — det siger kun lidt! Hun var min Kærligheds Vækker
Og mit Alt. — Hun kom ind til Byen vaarvild og eng-agtig.
Vi lod fem være lige og leved’ paa vor Vis bohêmienagtig.
Vort Indbo bestod af en Træstol, et trebenet Bord og en Skuffe;
Vor Seng var et brungult Nerzfo’r og vor Hovedpude en Rævemuffe.
Ingen Konge hviled’ tryggere paa sine Edderdunspuder,
End vi i de kildrende Dyrehuder.
En Morgenstund tog hun sit Tøj — det blev Slut paa vor Historie;
Hun sagde ikke andet, end hvad jeg selv kunde se: »Nu gaar jeg!«
II
Det var hen mod Aften:
Krydret af hende var Luften, Stolen, Klæderne, Sengen,
En Lugt som af Tang, blandet med Duften af Hø paa Engen;
Hist laa en Haarnaal, et Bændel; den næsten tandløse Kam
Var gennemfiltret af hendes Haar, hvis Duft var brunstig og ram.
Overalt laa Minder, der i flimrende Tusmørkestunder
Brød op som i skorpede Saar vidtspilede Vunder;
Som udløste Rummet i lys-svøbte,
Henaandte Ord hendes Kærtegn, hendes Haan, hendes taare-døbte,
Elskovsbaarne Hulken . . . .