Og de raabte:
Er De gal, højstærede? Hys! Hvis De offenlig viste Dem,
blev De indlagt paa St. Hans som det inkurableste Daarekistelem,
De blev revet i Stumper og Stykker, De blev sparket, bespyttet og flængt.
— Tak De Deres Gud, hvis De slap for saa billigt et Køb, De blev hængt.
Vort Sjælelivs inderste Marv — det tor De analysere kemisk?
Betænker De ogsaa vel mon cher, De gaar hen og bliver blasfemisk?
Mod de agtede Digt’res Moral kommer Deres jo helt paatværs,
og De indrømmer dog vel sagtens den er andet end aandløse buldrende Vers?
Det er Vaas, om kølnende Varme og Kulde, der kan binde —
Hvad siger De, Herr Erkeanarkist, til vor nordiske, trofaste Kvinde?
Skønt Elskeren flakked’ viden om og vendte aldrig tilbage,
hun vented’ paa hans Komme, hun tænkte kun paa ham alle alle de Livsensdage.
Og jeg svarte:
Deres »skønt«, som De betoner saa hoverende højt,
sé, det er jo netop Begrundelsen: Han brod sig Pokker en Døjt
om den elskede. Ja det klinger jo smukt: Hun tilbud Manden,
skønt han var raa og brutal og elsked’ — en anden,
skønt hun trygled’ ham med Kærtegn og taarende Blikke
— skønt han styred’ til Søs — hun glemte ham ikke.
I Daarer! gør »skøntc til »fordi«, saa har I den røde Traad.
For Ømhed ofres Haan — Latter avler Graad.