Det var en dejlig Sommernat; —
paa Havehjørnets lille Høj
vi havde os paa Bænken sat,
hvor Vindens Vinger Salven strøg
af Lindens Lokker, mens den fløj
forbi og kyste med sin Støj
de ranke Poppelpiles Hegn,
der gøs, som om der faldt en Regn,
en Regn af Lys, der blinked paa
de glatte, vævre Blade smaa.
Ned over Nattehimlens Blaa
i gylden Bue tidt der fòr
en Stjærne mod vor skønne Jord.
Fuldmaanen sænkede sin Straale
i Liljerækkens Sølverskaale;
de øste ud en Duftstrøm rig
og nejede sig sagte, lig
Røgelsekar, en Procession
af Alfer bar til dig, dit Mon
af Offergave, min Veninde,
du alle Liljers bly Gudinde! —
Med Duggens Perlesmykke paa,
og valmuekranset, Gærdet laa
som dysset i en Opiumsdvale.
En salig Rus! Den samme svale
Skærsommernats duftsvangre Drøm,
halft sart, halft kaad, halft vild, halft øm,
halft alfelet, halft faunegejl, —
hvis gennemsigtige, klare Strøm
vugged mit Hjærte paa et Spejl
af himmelsk Ro og jordisk Lyst, —
som paa den hellige Ganges’ Bryst
en Lotos vugges i en Krans
af Stjærneskær og Bølgeglans. —
Hvert Ord, hvormed din Læbe satte
omkring os let den klare Natte-
Luftstrøm i Svingning, genlød i
mit fine, overspændte Øre
som overjordisk Melodi,
lig den, en Komponist kan høre,
naar indadvendt han lytter til
sin Sjæls ufødte Strængespil. —
Og mens jeg lytted, Tiden randt
saa hastig, at dens Bølger svandt,
som frosne i en Evighed. —
De drømmebaarne, svimle Sanser
selv Rummets Skranker overskred,
som ellers deres Sværmen standser;
og som det laa foran os dér
i Blomsterduft og Maaneskær,
det svulmed ud til alle Sider;
jeg skued i uhyre Vidder,
som ej er til for jordisk Sans,
men overalt var Duft og Glans,
og selv det fjærneste var nær,
thi vi var begge overalt,
forenede til én Gestalt
i evigt Favntag, Bryst mod Bryst,
i hvis grænseløse Vellyst dulmed
det lange Savn; — og Legmet svulmed
i yppigt Overmod, som vilde
det fylde Verden med sin Lyst,
som om dets Masse var for lille
til den uhyre Elskovsglød,
der gennem alle Aarer flød;
om vore Kæmpelemmer veg
Luftbølgen bort til alle Sider,
som i de længst forsvundne Tider
Havbølgen veg, da midt i Ødet
den unge Jord af Dybet steg
og væltede de mørke Vande
fra voxende, livsfyldte Rande,
der sitred som i Elskovsleg,
af Skaberkraften gjennemglødet —
— — — — — — — — — — —
»Det bliver sent, lad os gaa ind.«
— Du havde rejst Dig ganske rolig
og rørte ved min Arm fortrolig;
om dine Læber, paa din Kind
et Smil der lyste, ej af samme
Natur som Maanens Trylleflamme
men som det røde Lampeskin,
hvis Straaler fra den nære Bolig
igennem Hækken sig forvilded;
du gik mod Lyset, og lig En,
— hvis Vilje Nervesøvnen hilded,
i dine Spor jeg fulgte trolig.
Og Havedørens Llængsler hven;
en lummer Varme, en forvirret
Mislyd af Stemmer strømmed hen
i Nattens Luft og svandt igen,
mens Ruderne i Døren klirred.
Jeg kunde ej gaa ind men blev
derudenfor, hvor Duggen drev
ned over Clematisens blanke
Smaablade og den frodige Ranke.
Saa vendte jeg mig, og mit Blik
vor sidste Vej tilbage gik.
Dèr hvælved over Højen Linden
sin brede Kuppel; Nattevinden
hidførte som en sød Musik,
hvad tusind Blade sagte hvisker;
de slanke Poppelobelisker
stod glitrende med Glans af Blik;
jeg Liljeprocessionen saà,
der skinnede i snehvid Silke,
og bøjende de spinkle Stilke
dryssed de røde Valmuer paa
det perlesmykte Gærde Sæden,
der gemmer Opiums-Drømmeglæden.
Alt var i Maanens Sølvslør hildet,
men i det hele fine Billed
var alle Dele bitte smaa,
skønt skarpt og mikroskopisk sikkert
og klart som i en omvendt Kikkert
med Undren jeg det hele saà.
Det var, som om nu Stedet laa
saa langt — uendelig langt fjærnet,
at aldrig did man kunde naa.
Da var det, jeg forstod, at Jærnet
maa smedes, netop mens det gløder,
at naar engang man Lykken møder
paa Livets altfor mørke Sti,
skal ej man staa fortabt, bedaaret,
men raadsnar gribe den ved Haaret,
før den er flagret En forbi.
Dér sad jeg nys, saa nær mit Maal,
elskovsberuset, med den blide,
tilbedte Skønhed ved min Side,
mens rundt om os Naturen tømte
til Bunden hele Lystens Skaal,
og jeg — Poeten — jeg forsømte
at tømme Skaalen, der var min,
med Læben ved dens Rand jeg drømte
og spildte drømmende dens Vin.
Kan jeg da aldrig gribe til?
Skal jeg da altid drømme kun
og sidde dum med sprukken Mund,
som Vinen aldrig væde vil?
Kan det vel komme, som skal tages?
Staar endnu aabent Lykkens Fang?
Vil over Drømmens Nat det dages,
og vækker mig dit Kys engang
— som Morgenvinden Fuglen vækker —
til dens Opfyldelse, der strækker
sig langt som Livets Timer ile,
med Drømmens Lyst skønt ej dens Hvile?
Ak, eller skal jeg tidsnok vakt
af Livets Haand, berøvet dig,
bedøvet af dens Sølvmor-Pragt
og sløvet gaa en livsked Vej,
til i den store Vålmueslummer
for evig Frygt og Haab forstummer?
Saaledes tænkte jeg. Saa segned
jeg drømmeslap paa Bænken ned,
som Havetrappens Løvværk hegned.
Jeg trykte Panden feberhed
ind mellem vaade, kolde Blade; —
fra Stuen, gennem al den glade
Virvar af Lyd, din pigekaade,
dagklare Latter til mig naade; —
men rundt omkring mig Sølvlys spilled
i Duggens Perlerad, der trilled
fra Vinens spidde Bladerande
som Nattens Taarer paa min Pande.