Horisontens Himmelroser
gløde over Skovens sorte Ramme;
Sø og Aa og Eng og brune Aloser
drømme samme
Taagedrøm; — de fjærne Hunde glamme.
Og hvor Havens Trær har flettet
mørke Grenes Alaskenet mod Himlen,
krummer i det Blaa sig blank, uplettet
Maanestrimlen —
som en Guldfisk hildet ind i Nettet.
Dog ustandset maa den svømme;
stedse mere mørkblaa om dens Finner
tindrende af Stjærneguldsand rinder
Æthrens Strømme,
stedse blankere dens Guldskæl skinner.
Og hvor Brisens lette Saaler
træde Vandets mørke Spejlglar sønder,
har dens Billed ynglet, Ynglen straaler,
Liv begynder,
og en Mylr af Guldfisk frem sig skynder.
Ofte, sent i Nattetimen,
stod vi paa Altanen ud mod Sundet; —
Skoven, som en Larve sølvindspundet,
dvaleblunded,
frem imod os mylred Guldfiskstimen;
over Bølgerne med rappe
Skælblink hoppende de fremad hasted,
ret som var de vant’ til dèr at snappe
Smuler, kasted’
af din Haand fra Stenaltanens Trappe.
Taagen laa paa Eng og Moser;
ensom gennem Himmelhavets Øde
svømmed Maanen; Horisontens røde
Himmelroser
fjærnt som nu i langsom Gustnen døde.