Karl Gjellerup (1857–1919)

Gjellerup, Karl Adolph, 1857–1919, Forfatter. F. 2. Juni 1857 i Roholte, d. II. Okt. 1919 i Klotzsche ved Dresden, begr. sst.

Gjellerup tilhørte baade paa fædrene og mødrene Side gejstlige Familier. Hans Moder var Søster til Mathilde Fibiger, kendt under Pseudonymet Clara Raphael, hendes Fætter var den lærde Præst og Digter Johannes Fibiger, af hvis Forfatterskab Gjellerups er som en anden Udgave. I hans Hus kom Gjellerup efter Faderens tidlige Død; han voksede op i Kbh., hvor han blev Student 1874 fra Haderslev Læreres Skole. Hans Kendskab til Præstegaarde paa Landet stammer fra Studietiden, da han tilbragte sine Ferier i Næstvedegnen. Ved Siden af Teologien dyrkede han ivrigt æstetiske Studier; Schiller, med hvis Profil hans egen havde en skæbnesvanger Lighed, blev tidligt hans Ideal, og i de unge Dage forlæste han sig paa Heine. 1878 blev han cand. theol.; Bekendtskab med den nyere Bibelkritik havde allerede da ført ham bort fra Kristendommen. Kort efter Embedseksamen skrev han Romanen »En Idealist«, der blev udgivet under Mærket »Epigonos« (1878), meget stærkt paavirket af Drachmanns »Tannhäuser«. Saa umodent dette Arbejde om overspændt følende Ungdom end var, blev dog en Filosofiprofessor (Heegaard) udlagt som dets Ophavsmand. En ny Roman, »Det unge Danmark« (1879), om Brydning mellem Ortodoksi og Fritænkeri, er mere i Schandorphs Manér. Disse Bøger er skødesløst skrevne, fulde af Brandere og Heinecitater; man mærker, at Gjellerup (som han selv meddeler) i disse Aar skelnede stærkt imellem »fiction« og »poetry«: i den første Genre behøvede man ikke at tage det saa nøje med Formen. 1880 kom Fortællingen »Antigonos«, der atter behandler Modsætningen mellem Hedninger og Kristne, men Skuepladsen er denne Gang henlagt til det 2. Aarhundredes Grækenland og Lilleasien; det er en Tribut til den i hine Dage moderne arkæologiske Romandigtning, men Stilen er upoetisk og intellektuel, det hele er nærmest et Supplement til Teologien i Smag med Viktor Rydberg, man strides om Ægtheden af Johannesevangeliet og Filippenserbrevet. De teologiske Elementer viser sig endnu som fremherskende i Digtsamlingen »Rødtjørn« (1881, tilegnet Georg Brandes); den er meget polemisk. I et Rimbrev til H. Drachmann (Svar paa dennes »Til Karl Gjellerup« i »Dags-Avisen« 13. Febr. 1881) protesterer han imod, at man lader de Døde hvile: de skal slaas til Gavns ihjel; han raser ogsaa mod »Reaktionen« og »de Lunkne«. Samlingens Moral er: vi har afhændet Guderne, selv til sidst Pan, og dyrker nu kun Naturen. Den indeholder dog enkelte Elskovs- og Naturdigte. Formelt er den paavirket af Drachmann, Heine, Shelley, Byron og af Swinburne, som nu for en Tid var Gjellerups Ideal af en Digter. 1881 udgav han »Arvelighed og Moral«, en Afhandling, for hvilken han netop havde vundet Universitetets Guldmedaille, men med forskellige dristige Tilføjelser, f. Eks. en om Selvmord (Efterligning af G. Brandes i »Emigrantliteraturen«, thi Gjellerup var ikke opfindsom). Bogen var i øvrigt meget darwinistisk og deterministisk, og Tilføjelserne blev desavouerede i en kultusministeriel Skrivelse af 3. Nov. 1881. Endelig tog Gjellerup Afsked med Teologien i Romanen »Germanernes Lærling« (1882), der vel er nærgaaende afhængig af Schandorphs »Thomas Fris’ Historie«, men dog indeholder mere af oplevet og virkeligt end noget af hans øvrige Skrifter. Skildringen af de teologiske studerendes Liv i Kbh. er vederhæftig og morsom, og Redegørelsen for hans egen religiøse Udvikling er givet uden for megen romanagtig Oppyntning. En karikaturagtig og ganske vittig Skildring af den teologiske Professor skaffede Bogen den Sensation, uden hvilken Gjellerup hidtil ikke havde kunnet leve og skrive.

Efter denne antiteologiske og radikale Periode tiltraadte Gjellerup en større Udenlandsrejse gennem Tyskland, Schweiz, Grækenland og Rusland. Forinden, i Efteraaret 1882, havde han begyndt en Roman »Romulus«, der blev fuldendt i Venezia og udkom 1883 (den nydelige Føl-Idyl, nuværende Kap. 11, var allerede offentliggjort i »Ude og Hjemme«). Det er en af hans bedre Fortællinger, paavirket af den russiske Naturalisme med dens Sympati for de lidende Væsener uden Mæle. I et Svar, Gjellerup sendte fra Rom, paa en Kritik af G. Brandes i »Morgenbladet«, vedgaar han særlig at have tænkt paa Turgenjevs »Røg«, i senere Udgaver er denne Indflydelse stærkt udvisket. Beslægtet med denne Bog er Novellen »G-Dur« (s. A.), som foregaar i Chr. Winthers Sydsjælland og bærer Præg af Gjellerups Hjemve. Begge handler om en senere Elskov bestemt ved en tidligere Forelskelse. Stilen i dem er nu langt mindre end før plettet af Heinecitater. — Efter Hjemkomsten foretog Gjellerup paa støjende Maade et omstændeligt Frafald fra det litterære Venstre, der just var ved at løbe fra hinanden, efter at Drachmann havde erklæret Brødrene Brandes Krig. Opsigelsen stod at læse i hans to tykke Rejsebøger »En klassisk Maaned« (1884) og »Vandreaaret« (1885); navnlig vendte han sig i den sidste Bog med Vrede og Utaknemlighed mod Georg Brandes, hvem han fordum havde plaget med sin Beundring; den indeholder talrige æstetisk-litterære Betragtninger, om Gjellerups Kald som Videnskabsmand og Digter, om Malerkunst og Farver, om Romanens Enevælde, om den røde Kritik, om dens Forfatters Sympati med det russiske Gemyt o. s. v. Digterisk gik Gjellerup ubestrideligt frem i denne Tid. Fra 1884 er hans betydeligste Værk, »Brynhild«, en lærd Tragedie i Swinburnes Façon. Planen gik tilbage til hans Studietid. Den moderne Tragedie raader, efter Gjellerup, over det Omraade, »hvor den indre personlige Lov krydses af den almene Gennemsnitslov, hvor Individualismen kommer i Kollision med Almenvæsnet og dets mere eller mindre helliggjorte Vedtægtsgærde, rejser sig derimod, gennembryder det og redder sin Idealitet, men paa Bekostning af Individet, der gaar under«. Efter dette System er ogsaa hans følgende danske Tragedie, »Hagbard og Signe« (1888) og hans moderne Dramer »Herman Vandel« (1891), »Wuthorn« (1893) og »Hs. Excellence« (1895) udarbejdet. De mangler Kunst, men ikke Lidenskab; de er ligesom hans Digtsamling »Min Kjærligheds Bog« (1889) inspirerede af hans Forhold til sin tyskfødte Hustru. Om hans Stilling til Datidens aandelige Bevægelser handler i historisk Forklædning Tragedien »St. Just« og den omfangsrige versificerede Litteraturallegori »Thamyris« (1887).

Et Ophold i Dresden paa halvtredie Aar satte Frugt i Versekomedien »Bryllupsgaven« (1888) og den smukke Roman »Minna«, som tillige betegner Gjellerups Overgang til en dansk-tysk Poesi. 1889 fik han Digtergage, i nogle Aar boede han i Hellerup og tog fra 1892 atter Bopæl i Dresden, hvor han levede til sin Død. Her skrev han sin betydeligste Roman »Møllen« (1896), i Genre med Zolas »Germinal« og »La Bête humaine«. Den indeholder Sider, som er en stor Digter værdige, og er baaret af en mandig Etos. Fra da af taber hans meget talrige Skrifter gennemgaaende i Interesse; hans Digtning savnede naturlig Jordbund, han blev mere og mere omvendt til preussiske Synsmaader paa alle verdslige Ting, levede i øvrigt mest for sine Studier. Siden Midten af 90’erne foretog han en Svingning fra den højspændte Individualisme og Overmenneske-Dyrkelse, hvorved han en Tid var blevet staaende, hen imod de indiske Religioners Verdensfornægtelse. Det var først Schopenhauer, som bragte ham ind paa »de indiske Veje«; senere blev han en ganske lærd Indolog. Smukkest er fra denne Tid det lille Legendespil »Offerildene« (1903, opført i Dresden og Kbh.), inspireret af Upanishaderne, og det store Buddha-Drama »Den Fuldendtes Hustru« (1907, hvori nogle smukke episke Partier). Uden kunstnerisk Samvittighed, men mærkværdige som Udtryk for hans rent buddhistiske Tænkemaade er Legende-Romanen »Pilgrimmen Kamanita« (1906) og »Verdensvandrerne« (1910), en forunderlig Blanding af Underholdningsroman og didaktisk Novelle. Men i sine sidste Aar vendte Gjellerup skridtvis tilbage mod Kristendommen. I Romanen »Rudolph Stens Landpraksis« (1913) søger han atter at anslaa danske Toner og at give Udtryk for en Forsagelsens Religiøsitet uden oldindisk Dogmatik; den gemmer Ungdomserindringer fra Sydsjælland. Hans sidste Romaner, »Guds Venner« (1916) og »Den gyldne Gren« (1917), er svage Billeder fra middelalderlig Mystik og fra Oldkirken. Ligesom Johs. Fibigers store formløse Livsværk slutter Gjellerups med Forkyndelsen af Jesu-Ordene.

Gjellerup var ingen stor Kunstner. Den raske Tilegnelse af alle Slags Livsanskuelser og facile Anvendelse af Alverdens Kunstformer røber et meget bogligt Forhold til Livet. Men han var en ærlig Sandhedssøger og raadede i sine bedste Øjeblikke over en Patos og en Poesi, som vil redde et og andet af hvad han har skrevet fra den Forglemmelse, der er uselvstændige Digterværkers Lod.

1917 deltes den litterære Nobelpris mellem Gjellerup og Henrik Pontoppidan.