Vølsungerne i Rom
Strofer skrevne efter Opførelsen af Wagners „Niebelungens Ring” i Rom, 1883.
Strofer skrevne efter Opførelsen af Wagners „Niebelungens Ring” i Rom, 1883.
Wunder und wilde Märe
kündest du, kühner Gast! ...
Mich dünkt, von dem wehrlichen Paar
vernahm ich dunkle Sage — —
Die Walküre.
Den lavagule Tiber forbi mit Vindue flød,
den dreied sig og maled med Huller i sit Skjød,
ingen Speilfarver dukked gjennem Floddybet ned,
paa Fladen under Krattet gjorde Slagskyggen sig bred.
Min Sjæl var mat som Floden: af alting paa sin Vei
den tog kun Skyggemørket men Speil og Farver ei,
surt snærped mig paa Tungen den røde Chiantivin,
Scirokko var i Luften, i mit Sind var der Spleen ...
Lyt! et Signal, — en Kamplur!... Hvo slaar til Lyd saa kjæk?
I Stilhedsdøsen skar det hvast som et Slagsværds Eg.
Det Bayreuter Festspil, klædt i Purpur og Staal,
planted i Tiberdyndet Kothurnens Kjæmpesaal.
Velkommen, Verdens-Vandrer, kjendt alt af Navn og Ry!
Vel mødt just nu her nede! Mismod og Tungsind fly
alt ved den første Hilsen af dit klangfulde Sprog,
som Hyttens Tagdryp døves af Bjergets Grane-Kog.
Fjeldtoner, Urskovs-Gjenrøst af Druidernes Kor,
mosgroede Eddakvæder med stærke Stavrims-Ord,
Frasagn og Heltesange fra den staalblanke Rhin,
dens Bjergliders ældste, duftstærkeste Vin! —
Længst kjendte, halvt forglemte, men vakte let paa ny,
og vækkende hinanden, som Fuglesang i Gry, —
I tale saa fortrolig til min Hjemlængsel her,
hvor kun Minder har fulgt mig af Alt, hvad jeg har kjær.
Det er saa længe siden, min Drengefantasi
berused sig i eder, — Sagntiden er forbi;
dog gjør det godt at høre endnu en Gang, — fortæl!
oprul den store Sagakjede Kveld efter Kveld: —
Om Guder og om Riser, om Rhinens røde Guld,
om Seierssværdets Hjalte i Hallens Egebul,
om den Søskende-Elskov, der smelted i sin Brand
den trælletagne Husfrue, den jagne Skovgangs-Mand; —
om Skjoldmøens Hvile mellem Bjergtindens Baal,
med Wotans Søvntorn stunget dybt under Brynje-Staal,
om Guldets Bærer, Gråne, og dens glød-trampende Trav
med Siegfried Fofnersbane gjennem Troldildens Hav; —
om Galderdrik og Mened, om elskovs-baaret Had,
om sælsomt Brudeleie, tvedelt ved Sværdets Blad,
om Brynhilds Skam og Hevntørst, om Fostbrødre-Svig,
om Gudruns Hustru-Kvide over Völsungens Lig! —
Og lad saa Harpen klinge til Kjæmpekvædets Maal,
Musikkens Purpurfolder om rhytmehamret Staal!
Lad Ord og Toner favnes, en Elskovspagt saa ren
som Hellas’ Tempelmøde mellem Farvepragt og Sten.
De samme dybe Strenge, den gamle Mesterhaand!
Hvor ofte var jeg samlet med Venner i din Aand!
O, var de her og lytted! ... Børn af det unge Rom,
har I en Sangbund aaben for de Toner, der kom?
Forstaa vel eders Hjerter den ædle Minnesang,
med Lærkens Flagre-Stigning og Ørnens Vingefang,
saa inderlig som fyrig, driftstærk og slægtskabsøm,
Søskende-Aanders Møde i en Lidenskabs Drøm?
dens oversalige Vemod, Nuets skjælvende Lyst,
hvor Fortidslængsler hulke og Fremtidsangst faar Røst,
dens evige Ro, som tystner selv Valhal-Hornets Klang
i Pigens Kaarings-Hilsen fra Spydhøstens Vang? ..
Aa jo, de kjender Elskov og Elskovs Poesi,
de sirligste Sonetter fordybes Tanken i;
de nynner, medens Fingren det tynde Mundskjæg snor,
Troubadour-Serenaden og Normas Præstekor.
Saa blunder de, — det kan de: „Bestandig et og et,
og det ene saa kjedsomt!” ... Nu vaagner de dog lidt:
Et rent barbarisk Virvar! Gud bevare os vel!
Rossini, hvor du stormed saa skjønt i Vilhelm Tell!”
Valkyrieridtet tordner over Bjergkammens Skov,
Lyngnister gjennem Skystøv under Lufthingstens Hov,
fra Sadelbommen slingrer det blodige Heltelig,
de vilde Luftstod hvrinske mellem Valmøers Skrig.
Jeg hører det alene blandt Romerne, som før
Germaneren har hørt det, dødtræt og smerte-ør,
naar bøiet over Skjoldets forhugne Kobberrand
han tømte Blodets Kilde i Kolossæums Sand:
Fra tusend Togafolder lød Egeskovens Sus,
Vilddyrets Hyl som Hvrinsken lød i hans Matheds Rus,
Valkyrieskriget hilste ham i bloddrukne Hvin
fra hede Jomfrulæber bag Vestalinde-Lin ...
Hvad vil jeg her, hvor Intet af mit Væsen faar Svar?
en Fremmed og en Fjende, Germaner og Barbar!
Med Søndenvinden drage mine Længsler imod Nord,
jeg kjender mig saa rodfast i Hjemlandets Jord.
I Saga-Tryllekredsen, ved Romaborgs-Ruin,
jeg føler først tilfulde, dens Grændse er og min:
Fra Islands Jøkelfjelde til Alpekjedens Bræer,
dèr fatte vi og fattes, og vi leve kun dèr.
End dybere dog rører sig, af Tonestormen vakt,
en Hjemve, der saa længe snart trodsig, snart forsagt,
har set i Drømme bort over Dalens Taagedunst
til dine evige Tinder, du store frie Kunst!
Rhinguld, — røde Rhinguld, — urustnelige Fund
ved den graagule Tiber, hvor jeg dig sanker kun!
hvor kaldende som Aftenklokkers lønlig-fjerne Klang
toner i mine Hænder din runeristede Spang!
Ærværdige Mestersanger, Germaniens Dobbelt-Skjald,
hil dig, der mellem Hytter har hvalt en Høiloftshal!
Velsignet midt i Larmen af Døgnets Værksteds-Flid
din Syngens og din Sigens høibaarne Helte-Id!
Er Slægten ganske udlært i Dverges Smeddesæt,
der fødes dog en Siegfried, hvis Haand det er for let;
han sveiser selv tilsammen sin Faders brudte Sværd
og kløver Dværgens Ambolt til Prøve for dets Værd.
End naaer til Solsky-Tinden den stærke Fod, som vil,
for den, der vover Mødet, Heroerne er til;
blev Tiden nok saa nøgtern, din Nadverkoral
kan kaste den i Støvet for Kunstens hellige Grâl.