Jeg sad alene i Albanos Kro
en silde Aftenstund. — Med Velbehag
jeg nød den Trætheds-Rus, den døsige Ro,
der valmuekroner slig en Vandringsdag,
som gled i Takt til Nattergale-Fløiter: —
I Middagssol paa Monte Cavos Høider,
hvis Lider, luelyse af Gyvelkrat
og Vaargrønt, skraane langt og synke brat
mod Kummens gyldenriflede Sø dernede,
mens sadel-lagt paa Kraterets Rand det graa
Albano hænger som en øde Rede,
hvorfra i Gry der flagred’ ud de smaa
dunbløde Sommerskyer, hvis Skygger glider
paa svømmende violblaa Bjærgelider
og ud imod Campagnen, hvor der laa
et Tæppevæv af falmet Regnbuetaage,
til Havet trak sin smalle, dybe Søm
ind under Himmelhvælvets lyse Blaa: —
I Skumringstid, da Blade-Glandslys vaage
og Skygger slumre ind i sælsom Drøm
mellem Olivens dragevredne Stammer,
med Aftensolens Glød paa Nemis Tegl
og Duggetaage over Dianas Speil,
som Klipperingens Løvskov inderammer: —
I Maaneskin, der overstraaled Slugten,
den bladesusende, hvor Viadukten,
lig en forstenet Urtids Kjæmpekryb,
vaded med Bueben i Taagens Dyb ...
Alt dette gled forbi med Duft og Klang
af Vaarlyst, Ungdomsmod og Vandretrang;
og mens jeg langsomt nipped til min Vin
og saae de matte Lampestraaler gløde
igjennem Glassets flydende Karmin,
kom ukaldt mine Tankers Vei paa tvers
en Melodi, — et gammelt Opera-Vers: —
Det var i Kroen ved et Reisemøde
en Hilsen fra en ældre, lystig Fyr
til En, der ung drog ud paa Æventyr,
sin egen Tjener og sin egen Herre,
med faa Bekymringer, med Pakker færre,
løsladt fra Hjemmets Ro og Arbeidsflid. —
Bestandig lød det om igjen, saa klagende:
„Ungdom, glade Ungdom, glade Tid!”
Ja, — Ungdom, sukked jeg, og har jeg kjendt
dig, Ungdom, som du er, og som du prises
af hver, der mindes ømt hvad der er hændt
af Ondt og Godt, den Gang hans Seil stod spændt
halvmaanebuet af din Foraarsbrises
fuldbrystige Pust, — da det var nok at gynges
og se, hvor Kjølen Bølgeskummet skar,
men lidet spurgtes kun, hvorhen det bar?
Hvor var du som du elskes og besynges:
med hastig Nyden og med rastløs Stræben,
med dit Zigeunerliv fra Haand til Mund —
for Haanden Slæb og Slid fra Morgenstund
til Kveld, om Natten tusend Kys for Læben, —
med Tider stungne dybt af Armods Braad,
med Overflods beruste Øieblikke,
med Tab og Vinding paa det ene Kort:
Letsindighed ... Og var da dette ikke —
ja er endnu — min Alders Arvelod?
Hvi flygted du, — hvor gjemte du dig bort?
Var Feilen min? er Skjæbnen Skyld deri,
at altid sneg du dig min Dør forbi?
For Drømme drømte jeg, men ikke dine;
min Rus var ei af dine Vigners Vine. —
Et Liv for Kamp jeg kjender ganske godt,
hin Kamp for Livet blev min Skjæbne fremmed;
for Livets Kunst er jeg i Skranken traadt,
den Kunst at leve aldrig ret jeg nemmed.
Vel fandt jeg Meget alt, og deriblandt
Klenodie-Fund, som Mange aldrig vandt;
Meget har martret og husvalt mit Sind
— Meget, — men aldrig du, du viltre Aand,
der træder pludselig, selvbuden ind
i Livets brogede Symposion,
midt i de Vises endeløse Strid,
med Alkibiades-Smil i Læberanden
og Øiekrogen, Violers Krands om Panden,
af Fløitetoner fulgt, — hetærefavnende
Ungdom, løse Ungdom, kaade Tid!
Saadanne vage Vemodstanker drømte
i mig; og Aften gled mod Midnat hen,
før Kurveflaskens sidste Rest jeg tømte
og gik at søge Mødighedens Ven,
den sunde, stærke Søvn, som lønner den,
hvis Fod den lange Dag igiennem satte
sit Spor paa Skovens blomstervirkede Matte,
paa Bjergets Vindelvei, paa Fjeldets Sti.
Alt vuggedes min Sjæl, der sansed neppe,
paa Livsfornemmelsernes stille Ebbe
det sidste vaagne Tanke-Fyr forbi
ud paa den mørke, tavse Bølge-Steppe, —
da vaktes jeg ved Sang, — en sælsom Sang:
halvt som den kunstløs-vilde Melodi,
der stiger fra den ensomme Bjergfugls Bryst
i Vekselsang med Ekkos Nymferøst,
— halvt som et Gaderaab ... Det var en Dreng, der sang.
Hans Stemme, endnu lidt i Overgang,
slog over tidt, sprang dristig op paa ny
og traf den høie Tone med et Skrig,
et Seiershyl i denne „Sangerkrig”
mod Natteroen i Albanos By.
Bestandig samme Sætning om igjen,
saa snart den sidste Tone døde hen,
som om hans Læbe lig en Sangfugls Næb
var bunden i den ene Tonering.
Saa tog den andre Stemmer med paa Slæb,
der famled i dens Spor og stræbte efter
det samme bratte Fald og lange Sving;
men tav de, var hans Røst med friske Kræfter
igjen paa Pletten for med fuld Bravur
at spotte deres Afmagt. — Længer bort
trak den utrættelige Strubesport
ad øde Stræder; høit langs Klostrets Mur
den stemte op, som om den vilde række
til Rom og dér den hellige Fader vække;
langt borte i Alléen døde Sangen
af tusendbladet Steneg-Susen fangen,
mens af og til en Tone, himmelhøj
som en Raket ud over Byen fløi;
saa nærmed den sig; Skridt for Skridt den gled
ad steile Trappegyders Stentrin ned
og larmed atter paa den store Gade.
Saaledes blev den ved i timevis
den underlige Bjergbo-Serenade
min Søvn til ugjenkaldeligt Forlis.
I denne Jodlen, der fra Graad til Latter
med sælsomt Lune sveied hid og did,
det var, som mødte hine Ord mig atter,
som raabte Vaarens Nat paa dig, du flygtende
Ungdom, tabte Ungdom, svundne Tid!