Karl Gjellerup (1857–1919)

        (Indskrift paa Keats’ [„Adonais’”] Grav.)

        (Indskrift paa Trelawnys Grav, umiddelbart ved

        Siden af Shelleys. [Aarstal 1881.])

        Jeg vandred mellem Grave, speided om

                blandt Monumenter, hvor de groede tæt

        som Liljer i Cypresseskyggen, kom

                igjen til Muren, stirred adspredt træt

                paa Basreliefet af Miss Harriet

        N. N., — lod Blikket synke mod en lav,

                græsrammet, overskygget Marmorplet,

        saae pludselig et „Cor”, halft bladskjult, gav

et Skrig, sprang frem og stod foran din hellige Grav.

        Saa blomsterløs! — ak, Blomstens Liv er kort

                og skjønt, som dit var, og den sidste blandt

        det blegeste Violkuld aanded bort

                sin Duftsjæl nys til Vaarens Vind, der svandt

                med den, — et Sted maaske, hvor din den fandt.

        Akantusblades yppige Overflod

                af Saftgrønt gynged over Tavlens Kant,

        skrev paa dens Plan med Skyggetegn og lod

dem blandes dunkelt nok, — og strøg saa hvad der stod.

        Det var, som fødtes drømmende paany

                hint gamle Søiledigt af Blad og Sten:

        som groede fra den Plet, der gav sit Ly

                til Asken af den britiske Hellèn,

                en Søiletype, uden Plet og Men,

        fuldt værdig til at løfte seierssæl

                Fremtidens Tempelbue, marmorren

        og frodig, præget af din lyse Sjæl,

stenstærk og plantelet, med Løvværks-Kapitæl.

        Men rundt om var Sirokkoluften sur

                af Plantedunst og miasma-mæt, — og skraas

        henover Aurelians forfaldne Mur,

                der skilte end Campagnens Sump fra os,

                jog jerngraa Skyer, et regnbelæsset Tros

        i Ørkenvindens lange Seierstog.

                Tungt veied mod det lave Taageflos

        Cypresselundens mørke Fanebrog,

mens Pinjens Naalesyd steg fra dens dybe Kog.

        Fast mellem Taage-Drift og Krone-Svei

                stod Cestius Pyramiden som et Skjær

        blandt Skum og Bølger ... Da de jorded dig,

                berørte alt dens Skyggetop, saanær

                halvandet Aar, en navnløs Grav med sær

        beskeden Indskrift over En, hvis Spand

                af Dage rummed ei hvad han var værd:

        din Digterbroder, Adonais, han,

hvis neppe myndige Haand skrev her sit Navn i Vand.

        Nei, — planted det i Hippokrene, lig

                en Nøkkerose, der maa skjærmes lidt

        mod Sol, knopaabnet i en stille Vig

                af kjøligt Skyggegrønt, mens ude midt

                paa Strømmens Himmelspeil der vugges et

        med Lotos-Glands og Duft, — dit Sangernavn,

                en Blomst, der visner ei, om nok saa hedt

        er Solens Flammekys; — dér fandt det Havn,

da Jordens Bølger bar dit Lig i deres Favn.

        Dag, da vor lunkne Jord en Ildsjæl misted! —

                Dag, da Britanien ved en Seilbaads Vrag

        et større Skibbrud led, end Spanien fristed,

                da dens Armadas hundred Orlogsflag

                flød paa Kanalens Vover! — Uveirs-Dag,

        da ihukommende sin Sangers „Hør!”

                Vestvinden greb hans sidste Aandedrag,

        der fyldte bævende en Boble skjør

og klar, — et Perleblink i Havets Skumflorslør.

        Dødsdag, der hist fra Spezias kornblaa Bugt,

                saa tidt du manes frem af Aarets Røst,

        udbreder Timevingerne til Flugt, —

                en Havørn fra Levantens Klippekyst —

                og løfter i din Klo den sjældne Høst

        fra Middelhavets golde Bølgespor:

                hans evige Krands, hvis Straaler paa dit Bryst

        om Fjederhammens Uveirsmørke snoer

af gyldent Farvevæv sin brede Regnbuegjord! —

        Døgn, der blandt dine Brødre straaler mer,

                end blandt de Klipper, som bag Taagedrift

        fra Golfens Leie først din Vaagnen ser:

                Carraras Tinder lyse med hver Rift

                hvid af Udødelighedsstenens Skrift! —

        Hvorledes skal de Dødelige bedst

                modtage dig og mindes din Bedrift?

        med Klagesange eller Seiersfest?

Engel — Dæmon? hvad er dit Navn, storladne Gjæst?

        For hvo af os kan se, i hvilken Haand

                Skjæbnen har gjemt, hvad der fik dyrest Værd?

        hvad bedst er for den dødelige Aand —

                Slum eller Drøm, Fred eller Ledingsfærd,

                Død eller Liv? — og mindst veed jeg det her,

        hvor Livets Lyst af Dødens Ro er skræmt,

                hvor andagtsstillet tier alt Begjær,

        hvor Verdens Lokketone kun forstemt

og brusten klinger hen, og neppe hørt er glemt.

        Og halft misundende er sænkt mit Blik

                mod Tvillingtavlen her, hvor Griflen skar

        et Navn, som Afglands af dit eget fik,

                Trelawny, han, hvis Haand sit Hæders-Ar

                bevared fra hin Time, da den bar

        dit Hjerte uforbrændt fra Dødens Baal,

                hvis Flammer spilled over Søens Glar,

        og jorded det med Askens Urne-Skaal

i denne Grav, til sidst hans trætte Længslers Maal.

        For tvende Aldre veksled, og endnu

                i vort Aarti, som sent i Seklet groer,

        saae denne Stad — saa evig ei som du —

                et Pilgrimslig, der over Havet foer,

                valfarte i sin gamle Korsgangs Spor

        og søge sig sin Hvile Vennen næst

                og blande, fjernt fra Englands Moderjord,

        fostbroderlig endnu som Gravens Gjæst

med lunkent Oldingestøv din Ungdoms Askerest.

        „Hjerternes Hjerte”, som utrættet slog

                for Frihed i Titanens Kjæmpebryst,

        igjennem hvilket Smertestormen jog

                og Forudnydelsen af Fredens Trøst,

                naar Ørnen faldt, hvis Næb sin blodige Lyst

        mætted paa dig, — naar Gudelænken brast,

                der bandt — skjøndt ædt af tusindaarig Brøst —

        Tankens Martyr til Anstødsklippen fast, —

naar Himlen selv blev klar af Jordens Sabbats-Rast!

        O du, der altid var hvad Venners Blik

                saae sidst af dig til Afsked aabenbaret:

        Et Hjerte, blødende af Dødsbraad-Stik,

                ei opbrændt af sin Ildsjæl, men forklaret! —

                Hjerte, om hvem først Hjerterne sig skared,

        da længst var stillet al din Sorg og Nød! —

                Du, som i Live fik af Faa besvaret

        den Kjærlighedens Strøm, der overflød

af dig, som Salveduft af Offervasens Skjød! —

        Hvor skjønt er her det lidt af dig, som Vover

                og Flammer kunde Dødens Rovhaand række,

        fredet af ham, der ved din Side sover!

                Det simple Leie, hvor I hvile begge,

                her, hvor dit Snilles lyse Søilerække

        krones af Kjærlighedens Arkitrav,

                vil mer end Pantheons hvalte Kuppeldække

        fastholde mangen fremmed Pilgrimsstav —

som min, der sent forlod den dobbelt hellige Grav.