— Und Marmorbilder stehn und sehn mich an:
— — — — — — — — — — — —
Dahin, dahin
möcht’ ich mit dir, o mein Geliebter, ziehn.
Træt af den evige Verdensstad jeg gik
til Slottet med de marmorrige Haller,
hvor Junos store guddoms-rolige Blik
Velkommen byder. — Se, den vilde Galler!
med een Arm støtter kraftig han sin Viv,
der mærket af hans Sværdsodd sammen falder,
og støder med den anden Klingens Kniv
ned i sit Bryst, at Sejerherrens Bud
ei skal til Trældom tvinge fri Mands Liv.
Hist kvæger Hvilen Krigens haarde Gud;
med mødigt Knæ af stærke Hænder favnet,
saa drømmende han stirrer for sig ud,
som skued han, hvad Heltehjertet savned:
den bølge-baarne Skjønhedsherskerinde,
saa stolt, som han, der navnløs gjorde Navnet
Melos udødeligt, har meislet hende.
Her — hvilket Aasyn! værdigt til at kaste
sig ned for: Roms, ja Verdens største Minde,
Cæsars unærmelige Træk, saa faste
som denne sorte Bronce, de har præget. —
Saaledes lod fra Værk til Værk jeg haste
mit Blik, hvis Undre-Syge først blev læget
lidt efter lidt ved Kunstens Andagts-Ro.
Og da omsider, inderlig bevæget
ved al den Herlighed og sjælefro
som nogen from Novice, ud jeg traadte
i Villa-Parken for et Enebo
at søge i en laurbærhegnet Grotte, —
da lyste i mit marmorsmykte Sind
dit Billed frem, Veninde! — ak, hvor maatte
det være skjønt at føre dig herind
i disse Renaissancens Gude-Sale
og se Begeistringsrødmen paa din Kind
Skjær af en hedensk Himmelrose male,
og dybere igjennem dig forstaa
den evige Klang i Kunstens Alvors-Tale.
Og lod vi den os ret til Hjerte gaa,
i Haven her vi skulde sammen sværme,
hvor gamle Pinier skyggende udslaa
de store Kroners brunlig-dunkle Skjærme
mod Himlens Lys af dyb Ultramarin;
hvor mangen Torso og forvitret Herme
blandt Myrter skjuler sig; en farvelin
Profil af Roma Blikket til sig tryller
bag Bladeslør, — og Duft, som ædel Vin
saa sødt-berusende, fra denne Myller
af Blomster strømmer ud, hvis lilla Dragt
Pauloniens bladeløse Krone fylder.
I Svøb er end Wolconskys Rosenpragt,
som under gamle Aqvaduct-Arkader,
hvor Aloe og Kaktus holde Vagt,
frit i Campagnesolens Glød sig bader.
Men her, hvor Parken som en Bjergskov groer,
opelskes der af kjølige Dryader
et mere vildt og prunkløst Blomsterflor;
lysvaagne alt de Øinene opslaa,
mens deres Frænder i det fjerne Nord
den sidste Vinterslummer blunde maa.
I er de samme overalt, I søde
Violer, om ved Bøgerod I staa,
eller smile os fortrolig-bly imøde
fra Skyggen, som en Steneg mørkt har bredt;
men slige Primulaer lilla-røde
jeg under nordisk Himmel ei har set.
Skovmærker, Syrer — gode kjendte Venner,
og Anemoner staa i Græsset spredt.
Alt plukker jeg og samler fulde Hænder
i Tanker — alle Tanker er hos dig —
og disse stumme Vidner bort jeg sender
med Bud og Længselssuk den lange Vei,
som de ved Dampen har tilbagelagt,
før med sin Lærkesang den lyse Mai
ved Sundets Bred har deres Brødre vakt.
Og du vil fatte, hvad de Stumme siger, —
hvad Blomstersprog alt ofte har dig sagt: —
Hvor end jeg færdes efter dig jeg higer;
jo rigere Natur og Kunsten har
min Vei udsmykt — des mere Savnet stiger,
Last blev hver Lyst, som jeg alene bar.
O, var du her og hjalp mig med at bære
en Skjønheds-Byrde, som er oversvar!
Da vilde den for vore Sjæle være
som hist for Søileparret Architraven,
der mer forener, end den kan besvære.
Nu lurer Tungsind her i Villa-Haven,
i dette Kunstpalads; — jeg for svag
for denne stolte Ensomhed! Begraven
jeg synes i en Marmor-Sarkophag,
som Oldtids-Billedværker herlig smykke,
mens trindt omkring mod Livets lyse Dag
Pinier og Gravcypresser dunkelt skygge,
og med dyb Brusen, som en Brændingskogen
af Evighedens Hav, nænsomt, betrygge
den ensomt Dvale-Sovende mod nogen
forvirret Larm fra Verdens Kamp og Gilde.
Men ak! en Tone end mig holder vaagen;
ei Havens Naale-Sus, ei Marmor-Stille
kan udelukke den: det er mit Navn,
din Stemme hvisker — fjernt — tidlig og silde. —
Og fandt hver Tanke end Nirwanas Havn, —
hin Tone binder mig til Livet ved mit Savn.