Jeg gik i Pisas øde Gader
den hede Sommermiddags-Stund,
da Husene i tavse Rader
ensformig staa i døsigt Blund
med lukte grønne Jalousier
og Eftermiddags-Brisen bier.
Over den kalkstenshvide Mur
steg Himlens kuplede Azur,
og ved dens Fod, hvor Skyggen bleg
og smal laa strakt, jeg frem mig sneg.
Mens uden Maal jeg drev omkring
var Ho’edet fuldt af skjønne Ting,
som Hjernen søgte at bevare
i skarpe Træk og Farver klare, —
de fire Undere først og sidst,
der paa den grønne Fælled hist
om Stadens Dekadence skumle
og om de store Tider mumle,
da fromt man bad og fægted vredt,
og bygged høit, og leved bredt: —
Klokketaarnet, saa vidtberømt,
der styrter over os paa Skrømt,
mens Sky’r, dér over Tinden gaa,
synes stille af Skræk at staa —
eller Beundring; thi bedaaret
af Skjønhed glemmer fast vort Blik
dets sære Væxt; fin som en Brik
til et uhyre Skakspil, skaaret
kunstfærdig ud i Elfenben: —
Dômen, af stribet Marmelsten,
med Kuplens Himmel-Hvalv foroven
og Dæmrings-Dag i Søileskoven,
den fromme Architekts Te-Deum: —
Gravgaardens Billedværk-Museum,
med sin naive Fresco-Præ’ken
og Dantes Fanden malt paa Væggen: —
Det runde Baptisterium,
hvor i det høie Kuppel-Rum
Dur-Klangenes Tre-Enighed
usynlig throner, sangbered — — —.
Saa maled sig min Aand med Flid
Syner fra Pisas Hæderstid,
da vel de hundrede Galeier
løb ud til Handel og til Seier
og gjorde fjerne Kyster vorned’,
til Genova for stedse brød
dens Havne-Lænke; Hunger-Taarnet
jeg skued, hvor en grufuld Død
opslugte langsomt Slægtled trende,
før Ugolinos Kval fik Ende.
Da standsed jeg; en Melodi,
med spinkle Pianoforte-Klange,
der fra en lukket Jalousi
udstrømmed, tog mit Sind til Fange.
Og dog var der kun Lidt at fryde
sit Øre med; en let Etude
af Gramer var det, ængstlig spillet,
med Løb, der ofte sig forvilded.
Hvad var det da for Trolddoms-Magt,
iklædt saa tarvelig en Dragt?
den førte mig med eet tilbage
til Ungdomshjem og Ynglinge-Dage.
Det er den gamle Stue end,
jeg aander selv dens Luft igjen;
og ved det tonende Glaver,
min Beatrice! dig jeg ser,
som du var da, den stille, blide,
sextenaarige Sylphide,
uudviklet og barnlig sky,
ulegemlig, — et Smil, en bly
Bevægelse, der kan berøre
en Streng, som længe toner fort,
eller aabne sagte Drømmens Døre
mod sky-blaa Perspectiver bort —
det var dit Væsens Hemmelighed,
din fromme Trolddom. O, jeg veed
jo godt, at jeg er dig til Hinder,
og at du ønsker, jeg skal gaa;
jeg foraarsager falske Qvinter,
som Gramer aldrig tænkte paa;
langt mindre flinkt end ellers springer
over Tangenterne din Finger
og gaar af mangen Node glip;
vel ser jeg, hvor din Øreflip
rødnes ret som dryppende Blod; —
men er jeg Baand om dine Hænder,
saa er du Lænke om min Fod!
Jeg griber til en Bog og vender
dens Blad, — veed ei, om Poesi
eller Prosa-Visdom staar deri;
jeg vil kun sidde ganske stille,
og du — spil falsk, blot du vil spille!
og ikke reise dig og slaa
dit Nodehefte i og gaa.
Den Gang elsked jeg endnu ikke
dig, som ikke var elskovs-moden;
og nu, da længe mine Blikke
var fyldt med andet Syn, og Foden
ei krydsed dins de lette Fjed, —
nu da en anden Kjærlighed
fra Sjælens Baggrund frem sig trænger: —
nu elsker jeg dig næppe længer.
Og dog en nordisk Taare blænder
mit Blik, som Sydens Sollys brænder.
Ja, denne Dag, den under-rige,
i Arnostaden gav jeg hen,
for blot en Times Fred igjen
at finde hos den fromme Pige
fra hine Dage; for paany
at føle alle Tanker fly
og lade Sjælen samlet hvile
i Andagts-Ro, som voxed der,
hvor jeg din Uskylds-Sjæl var nær;
høre din Røst og se dig smile,
som Godhed smiler; — end en Gang
fornemme dybt den dunkle Trang,
der drager Ynglingen til Kvinden
saa hemmelighedsfuldt, forinden
med Frygt og Haab og angst Begjær
den hele vilde Elskovs-Hær
har hærget Sindet. — Ak, at smage
den Fryd, som Himmeriges By
end ei kan give os tilbage:
den første Elskovs første Gry!