Jeg gav den store Mager,
jeg maned og besvor;
da maatte Aanderne lystre,
jeg kjendte det stærke Ord.
De daled fra Lysets Tinde,
de steg fra Mørkets Grav;
jeg mente at mestre dem Alle
med Plektrets Tryllestav.
Snart flygted dog Lysets Aander,
og Mørkets blev fler og fler.
Da glemte jeg Trylleformlen, —
hør, hvor de skoggerler!
De greb mig, de blege Skygger,
da Kraften mig forlod,
suged med Igle-Munde,
og blev til mit Kjød og Blod: —
Til Kjød af mit Kjød og Blod af
mit Blod: Jeg Sorgens Mand!
nu vandrer jeg selv en Skygge,
en Død i de Levendes Land.