Naar jeg tænker den Tid, der vaarlig randt,
mens Haabet leged med Smil til Pant,
da er det, som Hjertet i mit Bryst
forblødte i sød, vemodig Lyst.
Naar jeg tænker den Tid, der forestaar
at vandre mødig-med Foden saar,
da er det, som Hjertet i mit Bryst
forstenet standsed, af Krampe kryst.
Men ak! det synes kun saa for mig,
det forbløder ikke, det standser ei: —
det pumper Blodet ved Nat og Dag
med kjedsomt sindige Stempelslag.