De gamle Drømme drømmer jeg end,
min Søvn fik Sangfugle-Stemme: —
Jeg drømte inat, du var igjen
i Præstegaarden derhjemme.
I Havestuen vi sammen sad,
medens det langsomt skumred;
du vendte hvert fint beskrevet Blad,
hvorpaa mine Sange slumred.
Og vakte kvidred de op saa smaat
med mangent et halvglemt Minde,
lig Fugle rundt om det stille Slot,
som Tornerose var inde.
Et eneste Digt, et ufuldendt,
fandt hverken Flugt eller Tale;
det laa, det søllige Sang-Fragment,
forkrøblet i Dødsens Dvale.
Da spurgte dit Blik mig selv om Raad.
Forlegen, med hyppig Stammen,
jeg knytted den brustne Tanketraad
og væved i Billed-Rammen.
Med ét jeg standsed. Var det et Smil,
der ængsted mig, i dit Øie —?
eller havde jeg glemt baade Maal og Stil?
Jeg veed det ikke saa nøie.
Jeg veed jo kun, at din bløde Arm
sig fast om min Nakke lagde,
imedens din Læbe, elskovsvarm,
med et Kys mig Slutningen sagde.
* * *
Mit Liv er et usselt, dødt Fragment,
afbrudt, forkrøblet, forfeilet.
Du har det jo kun i min Drøm fuldendt
med et Drømmekys beseglet.