Nej, se mig til Voldens den høje Skrænt!
Med alle Regnbuens Farver omtrent
sin Fløjelskjortel den flikker:
Campanulaernes Himmelblaa
og deri som tusende Stjerner smaa
Dværgkløverens guldgule Prikker;
duntoppede Straa af en silkefin Slags,
hvis Lød er dyb som en Gyldenlaks,
Blodstriber af Syrernes Purpuraks
og Klynger af lyseblaa Vikker.
Og Brombær fletter om Skræntens Rand,
hvor Bunden dufter af Timian,
en filtret, mørkegrøn Manke.
Den vilde Kørvel slaar ud sin Skærm,
og Snerlen tvinder adræt og ferm
om Stilken sin smidige Ranke.
Men længer ude paa Skraaningen, hvor
guldduppet Rejnfan og Brudelys gror,
strør Hybenrosen sin rødmende Flor
ud over den grønne Banke.
Helt nede ved Graven, hvorBunden er sid,
— thi Vandet staar højt her ved Foraarstid,
men svinder i Sommerens Ebbe —
hvor Frøen har Stævnemøder i Kvæld,
der dækkes Grunden af mørkløvet El
med Krusemynte og Skræppe.
Langs Bredden skyder der Skove frem
af Siv og Iris, — og udenfor dem
slaar Pileurten sin laksrøde Bræm
om Skraaningens brogede Tæppe.
Og Voldgravens Vande døser her
i Skyggernes dybe, sortgrønne Skær
ved Kluk af lønlige Kilder.
Men Solglimt bryder i Skyggen ind,
det spruder og gnistrer som smeltet Tin,
hvor Lyset paa Fladen spiller.
Ved Bredden hist under Birkens Hang,
der sidder en Dreng med sin Medestang,
men Fiskene føler til Krogen ej Trang,
og Snøren i Sivet sig hilder.
— Jeg ligger og nyder i mat Behag
et Vindpusts duftsvangre Aandedrag,
der sagtelig Vandspejlet kruser.
Det dysser min Tanke og slører mit Blik,
thi Sommeren brygger saa kraftig en Drik,
der Sanser og Sind beruser.
Den sødes af Kaprifolium,
den krydres med Malurt og Perikum,
og Mjødurtens Blomst er det gærende Skum,
der ud over Bægeret bruser.