Den Luftning, som ombølger
dit Haars den blonde Krusning,
tilvifter mine Sanser
en svimmelsød Berusning, —
en Duft som af Violer
og friske Vaarkonvaller,
der tryller mig til Skovdybets
hvælvede Haller, —
hvor i den grønne Dæmring
blandt mathvide Stammer
Du er den gyldne Straale,
som gennem Rummet flammer; —
som lyser op foroven
under de brede Kroner
og danser over Bundens
Sølvstjernemillioner —
som lokker mig med Liste
ad Lønstier blinde
bestandig frem — jeg ved jo
jeg finder Dig derinde; —
som stemmer Fuglesangen
saa elskovsblød og kælen
og lægger paa min Læbe
et Kvad, hvor Du er Sjælen.