Naar jeg mod Femtiden kommer hjem
og ser, hvor hyggeligt Luen
spreder fra Ovnens Halvmaaneglug
sit flakkende Skær i Stuen —
da tænder jeg ikke Lampen straks,
men nyder en stille Siesta.
Det er jo i denne Mørkningsstund,
jeg bringer mit Offer til Vesta.
Det gyldenflimrende Nedenlys,
som lader Loftet i Skygge,
giver just Stuen et eget Præg
af gammeldags Lunhed og Hygge.
I Vifteform bredt over Tæppet ud
opad Panelet det søger
og fylder Reolens Mørke med Glimt
af guldbetitlede Bøger.
Saa smutter det over mit Skrivebord
og blinker til Væggens Portrætter,
henkaster paa den belyste Mur
Bladplanternes Silhouetter.
Det strejfer Klaverets Tangenter med Il,
som om det for vidt sig voved,
og lokker endogsaa et flygtigt Smil
fra Konsolens Augustushoved.
Men naar det saa kommer og gør mig Visit
helt inde i Sofakrogen,
da stemmes jeg sært vemodigt tidt,
det er, som jeg savnede Nogen.
Jeg vilde, der sad mig et Væsen nær,
som lod af min Arm sig favne,
og som jeg under en Daab af Kys
kunde give de ømmeste Navne.
Ja, følte jeg under min venstre Haand
et kvindeligt Hjærte banke;
som slog for Livet i Takt med mit
og delte min lønligste Tanke
fornam jeg derover en Jomfrubarm
i Ungdomsfylde at hæves, —
da tyktes min Sang mig vel mindre arm,
mit Liv ej saa mat og forgæves.
Da skulde Skumringen komme med Fred
og stille hvert Savn, hver Begæring,
og Tusmørkestundens Fortrolighed
blive Hjerternes bedste Næring.
Og alle de Indtryk, vi samled hver,
mens Dagen skilte vore Veje,
de skulde den Time faa Form og Liv
og vorde vort fælles Eje.
Jeg sidder med Drømmenes Luth i Arm,
mine Fingre paa Strengene famle.
Der fødes saa mangen kær Melodi,
— dog bliver Alt ved det Gamle.
Naar Ilden slukkes, er Drømmen endt,
afsluttet den korte Hvile. —
— Saa maa jeg se at faa Lampen tændt
og i Lag med de danske Stile.